Der er reklamer, og det kan være irriterende.
Men se lige tv-klippet herover.
Det viser den 19-årige australier Alexander Peroni, der på Monza lørdag var den direkte årsag til, at Formel 1-stjernernes afsluttende træning blev udsat.
For Peroni kørte godt og grundigt galt.
Havde det været OL-finalen i udspring fra ti meter-vippen, havde dommerne sikkert klappet i hænderne over skruen og saltoen.
Men her var ikke andet end forfærdelse, da Peronis racer ramte en såkaldt sausage kerb med frontvingen i Parabolica-svinget og pludselig steg op i luften for at dreje rundt om sig selv.
Først på den ene facon og siden på den anden.
Landingen havde ikke givet point.
Den foregik hen over sikkerhedshegnet.
Men Peroni slap med skrækken. En uge efter Anthoine Huberts fatale ulykke sad hjertet oppe i halsen på alle, der så det ske, men Peroni kunne på mirakuløs vis efterfølgende stige ud og gå derfra.
Vi ved det ikke i skrivende stund, men det må antages, at australieren var lettet. Rystet, men lettet.
- Alex er på banens medicinske afdeling. Det ser ud til, at han er okay, lød den første melding fra hans team, Campos Racing.
Den langsomme gengivelse af episoden viser med stor tydelighed, at han blev reddet af haloen, der som det første ramte ned direkte på hegnet, da bilen landede.
De såkaldte sausage kerbs er ingen nyhed i international motorsport men er først lanceret i Formel 1 denne sæson. Man kan med fordel stille spørgsmålet, hvad pokker den laver netop i det sving - og hvad den skal gøre godt for?
Diskussionen om sikkerheden i forbindelse med Formel-løb er for alvor blusset op efter Huberts død i Belgien, og med Peronis ulykke bør der for alvor bankes i bordet og sikres forhold, alle kan leve med.
Kæmper for livet: Hjerteskærende besked fra familien
Dybt berørt efter dødsfald: Slår frygten fra
Forfærdelig ulykke på Spa - kører omkommer