For Tom Kristensen findes der stort set ikke den pris, han ikke har modtaget.
En fabelagtig karriere med blandt andet ni triumfer på Le Mans har skrevet ham ind i det allerfineste kapitel af motorsportens historie, og pokalskabet hjemme i Hobro er bugnende fyldt.
Nu er der så kommet en mere til samlingen.
For ved et stort show i Paris er den 47-årige nyligt pensionerede motorkører blevet tildelt sportsavisens L'Équipes ærespris ved den årlige uddeling af avisens 'Champion des champions' - 'Mestrenes mester'.
Prisen blev overrakt af den franske verdensmester i fodbold, Fabian Barthez, der efter at have stoppet sin aktive målmands-karriere selv er blevet racerkører og i 2014 rent faktisk deltog i Le Mans i den lille LMGTE-klasse.
Her er Tom Kristensens nye job
Og i hans øjne er der ingen, der kommer op på siden af Tom Kristensen.
- For motorsports-entusiaster, er han et referencepunkt. Og jeg kan fortælle jer at være konkurrencedygtig som ham i en alder af 47 år vidner om hans dedikation og vilje. Om han har ofret meget? Det tror jeg ikke. Det er snarere en trang til altid at gøre tingene rigtigt. Og det er det, der gør forskellen, siger Fabian Barthez til L'Équipe.
Med til showet var også den belgiske motorsportslegende Jacky Ickx, der seks gange har vundet på Le Mans og i mange år havde rekorden i det franske langdistanceløb.
Nu kårer vi historiens største sportsstjerne
Han er også fuld af beundring for Tom Kristensen, som han ikke kalder 'Mr. Le Mans', der ellers er et navn, der de senere år har fulgt danskeren.
- Jeg har taget ham i mine arme, for jeg elsker den knægt.
- Han er en stor personlighed. Han har sagt til mig, at jeg forbliver Mr. Le Mans - selv om han har rekorden, kan han ikke lide det kælenavn. Derfor omtaler jeg ham som 'Kejseren'.
- Jeg er faktisk glad for, at han stopper karrieren nu, da man ikke skal glemme, at vores sport er en farlig en af slagsen, siger Jacky Ickx, der da heller ikke lige kan dy sig for at omtale Kristensens ni sejre som ganske enestående.
- Ingen kommer nogensinde til at slå hans rekord, lyder bemærkningen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.