Det er tre og et halvt år siden, at den syv-dobbelte verdensmester Michael Schumacher kom alvorligt til skade i en ski-ulykke. Siden har det været småt med nyt om tyskerens tilstand, men det er ikke godt.
Nu har racerkøreren dog fået lidt ekstra anerkendelse i sit hjemland, hvor han mandag kom ind i landets sportsudgave af hall of fame. Det skriver Kicker.
- Michael var bannerfører for motorsporten og en ledestjerne for mange kørere rundt om i verden, lød det i talen fra den tidligere Mercedes-chef Norbert Haug, der var Schumachers første chef og også blev hans sidste efter comebacket for Mercedes.
Schumacher er kommet ind i hall of fame sammen med Magdalena Neuner, der udover at være 12-dobbelt verdensmester vandt to gange OL-guld i Vancouver 2010,og er den mest vindende skiskytte i Tysklands historie.
- Begge har på uforglemmelig vis præget deres sportsgren og begejstret millioner af mennesker og gjort dem stolte, siger Tysklands indenrigsminister Thomas de Maiziére.
Ingen af de to kunne dog møde op. Neuner var blevet syg, mens Schumachers tilstand er så slem, at han naturligvis ikke deltager i den slags begivenheder. I stedet var hans manager gennem mange år, Sabine Kehm, mødt op.
Schumacher og Neuner er blevet valgt via en afstemning blandt folket, hvor 180.000 stemmer har afgjort, at det var de to, der skulle indlemmes.
Den tyske udgave af sportens hall of fame indeholder nu 110 navne deriblandt navne som fodboldspilleren Franz Beckenbauer, tennisspilleren Boris Becker og bokseren Max Schmeling.
48-årige Michael Schumacher blev Formel 1-verdensmester i 1994, 1995, 2000, 2001, 2002, 2003 og 2004, men trak sig så tilbage i 2006, inden han i 2010 vendte tilbage. I 2012 stoppede han igen karrieren og fortalte om mistet motivation. Året efter gik det galt på skipisten.
Det viste Schumachers hjelmkamera:
Panden mod muren: Fortæller ikke sandheden om Schumacher
'Godt for Formel 1, hvis navnet Schumacher kører igen'
Kryptisk melding om Schumacher: Jeg ved mere, end jeg må sige
Dansk F1-spire triumferer i Tyskland
Tom K. fyldte 50: Kom med ind i Le Mans-kongens skatkammer
Død mand vandt VM: Her er alle de vilde historier fra F1