Trods vindergaranti: Alonso spiller højt Le Mans-spil

Fernando Alonso har et helt bestemt mål for øje - men han sætter nu spørgsmålstegn ved deltagelse i Le Mans

Fernando Alonso forklarer forskellen på at køre Formel 1 og sportsvogn

Den dobbelte Formel 1-verdensmester Fernando Alonso sætter spørgsmålstegn ved sin deltagelse i årets 24 timers løb i Le Mans.

Vurderet udefra ligner det mest af alt højt spil om beløbet på en kontrakt.

Selv om der efter Porsches farvel næsten er vindergaranti ved at køre en af de to Toyota-biler, og der ligeledes er et hul i Formel 1-kalenderen med plads til Le Mans, er der kun fifty-fifty chance for, at den fantastiske spanier vil køre verdens største sportsvognsløb i år.

Det var udmeldingen efter et pressemøde forud for Fernando Alonsos første sportsvognsløb, Daytona 24 timer, hvor han bogstaveligt talt har 'lånt' chefens bil.

McLarens teamchef, Zak Brown, er medejer af United Autosports, der har en Ligier LMP2'er. Den skal luftes, og Fernando Alonso har fået to af McLarens unge talenter, Philip Hansson og Lando Norris, som medkørere i 24 timers løbet.

Tidligere har Fernando Alonso testet bilen i Spanien, lige som han også deltog i sportsvognsklassens test i Bahrain i dagene efter finaleløbet samme sted, så spanieren er i fuld gang med at samle erfaring.

- Jeg håber, at jeg kan køre Le Mans, men jeg vil ikke udstede en garanti på, at jeg er med i år, fortalte Fernando Alonso til de fremmødte.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne vil være med, men der er mange ting, som skal sættes sammen for at få det til at ske.

- Jeg forsøger alt, men det er ikke 100 procent sikkert. Det er nærmere fifty-fifty, sagde Fernando Alonso.

Han har en  drøm om at blive den første til at gentage den tidligere dobbelte Formel 1-verdensmester Graham Hills enestående 'Triple Crown'-præstation, der drejer sig om at vinde Formel 1 Grand Prix'et i Monaco, Indy 500 og 24 timers løbet i Le Mans.

Fernando Alonso har med to sejre fra Monaco sat det første flueben, mens han udgik i det første forsøg i Indy 500 efter at have imponeret alt og alle.

Det er som nævnt Toyota, der skal levere vinderbilen, og køreren, som skal stå over, den tre dobbelte standardvogns-verdensmester José Maria Lopez, har også modtaget en løbskalender uden Le Mans.

Så Toyota har indrulleret Fernando Alonso i sit mandskab uden dog at have en underskrevet kontrakt.

Mens Le Mans er et varmt emne for Formel 1-veteranen, afviser den unge Formel 1-løve Lance Stroll, at han har det franske 24 timers løb i tankerne i år.

Williams' unge håb er ellers til start i Daytona.

- Jeg har 21 Formel 1-løb og kan ikke se, at der kan blive plads til et løb nr. 22, sagde Lance Stroll efter kvalifikationen, hvor han var den hurtigste af de nuværende og tidligere Formel 1-kørere i feltet med en placering som sekser på startgridden.

For en sjælden gang skyld skal Jan Magnussen starte på pole position i GT Le Mans-klassen i 24 timers løbet, hvor også David Heinemeier Hansson i Lexus og Christina Nielsen i Porsche er med i 24 timers løbet, som slutter søndag aften.

Tidligere har Danmarks første Le Mans-vinder, John Nielsen, vundet løbet på den kendte bane i Florida, mens både Jan Magnussen og Michael Christensen er blevet klassevindere.

Se også: Magnussens usædvanlige opvarmning: Tog på krydstogt

Se også: Derfor har verdensmester ondt i hænderne af at klappe

Foto: Jan Sommer Formel 1 - 21. dec. 2017 - kl. 09:52 Magnussen takker nej til amerikansk tilbud

1 af 3 Fernando Alonso har sammen med Ferraris tidligere præsident, Luca di Montezemolo været æresgæster til Le Mans. Foto: AP
2 af 3 Den tidligere Formel 1-verdensmester er den eneste, som har lavet 'The Triple Crown'. Foto: AP
3 af 3 Fernando Alonso er endnu ikke helt sikker på, at han vil deltage i sommerens Le Mans - selv om han har en plads i en bil, der er kæmpefavorit til at tage sejren. Foto: Jan Sommer
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen