Uhyggeligt crash: Roterede i luften

Hafizh Syahrin er på mirakuløs vis sluppet med mindre skader på bækkenet efter et voldsomt crash i Moto2-serien på Spielberg Ring i Østrig

Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix
Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix

Det østrigske grandprix i Moto2-serien blev hæmmet af et alvorligt crash, der til at begynde med førte til rødt flag og alvorlige bekymringer.

Få sekunder inde på fjerde omgang af løbet på Spielberg Ring, gik det helt galt.

Først mistede den førende i VM-serien, Enea Bastianini, herredømmet over sin motorcykel og røg af på vej ud af første sving. Italieneren kurede på egne lemmer ud i højre side af banen, mens hans køretøj blev liggende meget tæt på den optimale linje på langsiden.

Flere af kørerne undveg efterfølgende med høj fart, men Hafizh Syahrin havde begrænset udsyn i forbindelse med en igangværende duel. Han torpederede derfor ind i den efterladte motorcykel med så høj hastighed, at kollisionen kunne minde om en eksplosion bedømt ud fra tv-billederne.

Heldigvis for Syahrin gik det værst ud over hans motorcykel, der splintredes i adskillige dele, mens han selv blev sendt i rotation langs kørselsretningen.

Det kunne være endt i en tragedie, hvis han i de følgende sekunder var blevet påkørt, men til al held formåede konkurrenterne at undgå sagesløse Syahrin på asfalten.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix
Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix

Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix
Foto: Lisi Niesner/Ritzau Scanpix
 

Den malaysiske Aspar-kører blev efterfølgende behandlet midt på banen, inden han blev kørt bort i ambulance.

På MotoGP's officielle Twitter-profil er der kort efter udsendt en status, hvor det fremgår, at Syahrin har påført sig skader på bækkenet, men at der på baggrund af første scanning ikke er tale om noget stort brud. Han står nu foran yderligere undersøgelser på hospitalet.

Ifølge motorsport.com har Syahrin på intet tidspunkt mistet bevidstheden under ulykken.

Grandprixet blev efter en pause genoptaget, og Jorge Martin (Ajo KTM) kunne senere sejre i skyggen af det grusomme uheld.

Trykket stemning til pressekonference. Fra venstre: Otmar Szafnauer (Racing Point), Zak Brown (McLaren) og Cyril Abiteboul (Renault). Foto: Handout/Ritzau Scanpix Formel 1 Straf dem hårdere

Franske Cyrit Abiteboul (til venstre) kan muligvis se frem til sin første tatovering. Foto: Rick Rycroft/Ritzau Scanpix Formel 1 Sætter huden på højkant