Selvtillid har aldrig været et problem for 21-årige Christian Lundgaard. Troen på både egne og teamets evner er støt stigende før starten på danskerens anden sæson i Indycar.
Sidste års rookiemester har indgået et væddemål, som risikerer at blive bemærkelsesværdigt!
Racerkøreren må først barbere sin spirende moustache, når han har vundet sit første løb!
I 2022 leverede danskeren Rahal Letterman Lanigan Racings bedste resultat med en andenplads. Ingen af holdkammeraterne nåede podiet, og RLL Racing har rent faktisk ikke vundet et løb siden 2020!
Alligevel er det realistisk, at Lundgaard hurtigt i sæsonen viser sig glatbarberet og ikke risikerer at komme til at ligne en lummer fyr fra 1970’erne.
Teamet sluttede sidste sæson godt af. Deres nye tekniske chef, Stefano Sordo, tidligere McLaren og Red Bull i Formel 1, viser allerede sit værd.
Og så viste Lundgaard styrke til Indycars vintertest, som blev kørt torsdag-fredag i Californien.
Danskeren var næsthurtigst af de 27 kørere begge dage - med pæn distance til sine to teamkammerater.
- Bilen ser ud til at være i et godt vindue, så vi skal prøve at holde den der, sagde Lundgaard efter testen.
- Så jeg kan slippe af med min ‘snegl’!
- Jeg må ikke barbere overskægget, før jeg har vundet et løb, så det må blive i St. Pete, naturligvis, siger danskeren.
St. Petersburg i Florida lægger 5. marts gader til sæsonpremieren i Indycar. Samme weekend indledes Formel 1-sæsonen i Bahrain.
- Vi har fundet noget stabilitet, hvilket er dejligt. Og det har hjulpet os enormt, at Stefano er kommet til.
- Jeg var næsthurtigst begge dage, vi bevæger os i den rigtige retning, og dynamikken på holdet er god, siger Lundgaard.
Til motorsport.com understreger han potentialet for markant større resultater end i fjor.
- Vi har en bedre pakke allerede. Hvor vi sluttede i 2022, på tværs af alle tre biler, var allerede markant bedre, end hvor vi startede. Vi var konkurrencedygtige, og jeg kan ikke se nogen grund til, at vi ikke skulle være det i år.
RLL udvidede sidste år fra to til tre biler, hvilket ikke forløb problemfrit. Men efterhånden som sæsonen skred frem, blev der gjort store fremskridt.
Skiftet fra europæisk til amerikansk var sværere, end Lundgaard havde forventet, og han skal også arbejde på sin stil.
- Det er noget, jeg har arbejdet på i ferien. Jeg har genset alle løb, taget noter om X, Z og Y og prøvet at regne ud, hvad jeg personligt kan gøre for at forbedre mig. Jeg tror, at min anden sæson i Indycar kommer til at handle om det. At undgå de dumme fejl og få det basale rigtigt.
SE OGSÅ: Den usynlige danske stjerne: - Vi tror han kan vinde
LÆS MERE OM, hvordan det lykkedes Christian Lundgaard at lande en plads i verdens næststørste formel-klasse. Og her er 22 ting, du bør vide om Indycar.