Den tidligere racerstjerne, Jason Watt har allerede en køreplan klar for sønnen, Noah Watt.
Efter weekendens store internationale gennembrud til Watt junior som gokart-kører med rent bord på den syditalienske bane, La Conca nær Bari, skal Noah Watt med status som Team Danmark-talent til efteråret ud at køre 'rigtig' race i en Ginetta junior i Storbritannien.
Så vil Noah Watt være fyldt de krævede 14 år og klar at følge i faderens hjulspor.
- Først skal Noah lære de britiske baner at kende, og derefter hedder det Formel 4, siger Jason Watt, som pænt måtte blive hjemme, da sønnen i weekenden hentede karrierens største sejr i 3. runde af den italienske serie, WSK Super Master.
Efter at have sikret sig pole position vandt unge Watt alle tre indledende heats, prefinalen og finalen, så Team Danmark-talentet er på en samlet andenplads inden finalen i serien i slutningen af maj på en bane nær Venedig.
Derefter skal der køres om EM og VM, inden det bliver farvel til gokart og goddag til billøb i en alder af 14 år.
- Jeg var 23 år, da jeg tog til Storbritannien sammen med Jan Magnussen, husker Jason Watt.
- Men tiderne har ændret sig. Nu kommer en Max Verstappen f.eks. i Formel 1 som 17-årig, så det gælder i dag om at være klar hurtigt, siger Jason Watt.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.