KEVIN MAGNUSSEN tager dag hul på et nyt afsnit i karrieren, og selvom sportsvogns racing i USA kommer på baggrund af en brast Formel 1 drøm, så synes jeg, K-Mag har noget at se frem til.
Lad mig være ærlig og sige, at Kevin, hvis adspurgt sidste år, nok umiddelbart hellere havde valgt at sidde i en Haas Formel 1-bil som bundprop i feltet end at køre i IMSA serien mod blot seks andre biler i samme klasse.
Men nu, hvor han har prøvet bilen og har oplevet begejstringen over at være hurtigst, så er jeg sikker på, at glæden har indfundet sig. Kevin er racerkører helt ind i hjertet, og er man det, så vil gode resultater og pokaler betyde mere for ham end at kunne bryste sig over at køre for det mindste Formel 1 team i verden ...
RENT TEKNOLOGISK er bilen, Kevin nu kører i, ikke på højde med Haas-raceren, men det er nu på ingen måde nogen sløv slæde. Cadillac DPi- raceren med 600 hestekræfter og en vægt på under 1000 kg kan rent lydmæssigt nemt overdøve en Formel 1 bil, og selve køreoplevelsen er ikke megalangt fra den i en formel bil.
Kørestilen er derfor ikke noget, Kevin skal bruge lang tid på at omstille sig til. Dækkene er dog langt hårdere end de bløde Pirelli, som han er vant til fra F1. Derfor kan der køres noget mere aggressivt, uden gummiet falder fra hinanden. Det er helt sikkert noget, danskeren har savnet, idet alle Formel 1-kørere uden undtagelse ikke er tilhængere af at skulle holde igen, mht. hvor meget man kan presse bilen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Fremtidens stjerner: Det hemmelige Superliga-guld
DOWNFORCE ER der dog noget mindre af i en sportsprototype som Cadillac’en i forhold til Formel 1.
Det er nok en ting, som vil være savnet i situationer, hvor man kører uden trafik foran sig og kan mærke de rekordhøje G-påvirkninger i svingene. Det vil så omvendt være en befrielse i nærkampe at kunne køre tæt på bilen foran uden at skulle bøvle med 'dirty air', som det er tilfældet i F1.
KEVIN DEBUTERER i IMSA serien i klassikeren 'Rolex Daytona 24H', og det bliver første gang, han skal køre i længere tid end distancen ved et F1 løb.
For første gang skal han køre om natten, på en bane som ikke er totalt oplyst som i dem Abu Dhabi og Singapore. Som racerkører af Kevins kaliber bliver ingen af delene noget problem.
Dog skal han huske på, at der er 24 timer at køre race i, så man skal ikke køre med helt samme intensitet og risiko, som han plejer at køre med.
Vi ved alle, hvor eminent K-Mag er til at finde vejen frem gennem feltet på første omgang. Men den fremgangsmåde skal han nok skrue ned for - også selvom det plejer at gå godt. Det vil i et 24-timers løb være utilgiveligt at 'bule' bilen, kort efter der er viftet med det grønne flag!
ALLEREDE I TRÆNINGERNE og kvalifikationen har den nye danske sportsvogns-stjerne vist, at farten er der. Uden ret megen test lykkedes det at være hurtigst af alle i fjerde frie træning, og holdet sikrede sig i kvalifikationen en startplacering som to’er.
Så der er alle muligheder for at komme på podiet i sit første løb i denne klasse, nøjagtigt som han gjorde det i Formel 1.
Fremtidsdrømmene er efter sigende lige nu at sikre sig en kontrakt med Peugeot og blive en del af deres store Hypercar satsning på Le Mans inden for en kort årrække. Det vil være et job, som vil kunne sikre Magnussen en forholdsvis god hyre, hvilket nu om dage hører til sjældenhederne i motorsport.
Dog kan jeg personligt også få øje på den mulighed, at hans nye team i form af Chip Ganassi bliver så imponerede over deres danske talent, at de giver ham chancen for at teste en af deres Indy Cars, hvor de også er ret succesfulde.
JEG HAR SELV et lille håb om, at det kunne blive en åbning til noget stort i den kategori, som jeg stadig anser for rent sportsligt at rangere højere end selv VM og Le Mans for sportsvogne.
Jeg tror på, at Kevin Magnussen uanset hvad kommer til at nyde sin nye tilværelse som sportsvognskører, og at det kommer til at blive en kærkommen fornøjelse for ham at vide, at han stiller op som en af favoritterne.
Det er alt for længe siden, det sidst er hændt for ham. Vi taler om en mand, som ikke har stået på et præmiepodie siden det australske grandprix for 6 år siden...
Store ambitioner før debut: - Vi skal vinde
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.