NFL-spiller udsat for grov telefonfis

Receiveren Mohamed Sanu blev narret til at tro, at han skulle spille for Cincinnati Bengals

Heldigvis endte tingene lykkeligt for Mohamed Sanu. (Foto: AP)
Heldigvis endte tingene lykkeligt for Mohamed Sanu. (Foto: AP)

Hvert forår sidder hundredvis af talentfulde college-spillere klistret til telefonen i håb om at blive ringet op af én af de amerikanske NFL-klubber i den årlige NFL-Draft.

Opkaldet afgør nemlig ikke alene, hvor spillernes fremtidige karrierer ligger. Rækkefølgen af opkaldene afgør også i vid udstrækning, hvor store spillernes lønchecks bliver.

Læs også: Dramatisk draft i NFL

Så da den talentfulde receiver, Mohamed Sanu, blev ringet op af Cincinnati Bengals som nummer 27 ud af de flere hundrede spillere, ville jublen ingen ende tage.

Desværre for den unge mand viste opkaldet sig dog at være falskt.

- Det var en ond og helt uvirkelig joke, fortæller Sanus agent Mike McCartney, der også hoppede på telefonfisen og postede nyheden om Mohamed Sanus skifte på Twitter.

En lokal knægt stod nemlig bag opkaldet. Og efterfølgende måtte han krybe til korset og undskylde spøgen, der blev rapporteret over hele verden.

- Han var meget undskyldende. Men han ville ikke fortælle mig sit navn, eller hvor han havde fået nummeret fra, sagde McCartney efterfølgende ifølge ESPN og fortsatte:

Se også: Her er NFL's kommende stjerner

- Jeg spurgte bare knægten, om han vidste, hvor stor smerte han havde forvoldt - ikke bare for Mohamed, men også for hans familie. Derefter var der ikke så meget mere at gøre.

Uanset spøgen endte Mohamed Sanu dog med at blive draftet af netop Cincinnati Bengals - Dog først som nummer 84 i tredje runde af draften.

Alligevel var det en særdeles lykkelig amerikansk fodboldspiller, der udtalte sig, efter at han blev udvalgt.

- Gud ske tak og lov. Jeg kan ikke lade være med at grine af det hele nu, sagde Sanu efterfølgende ifølge Washington Post.

I alt 253 spillere skal udvælges i NFL-Draften, hvor der stadig resterer adskillige runder.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere