Vikings fik ram på Vick

Minnesota Vikings uden quarterback Brett Favre slog Philadelphia Eagles i nattens NFL-kamp

Minnesotas Antoine Winfield får ram på Michael Vick i nattens kamp. (Foto: AP)
Minnesotas Antoine Winfield får ram på Michael Vick i nattens kamp. (Foto: AP)

Michael Vick har været en af sæsonens oplevelser i den amerikanske football-liga NFL, men tirsdag nat blev den karismatiske quarterback tværet ud. Bogstaveligt talt.

Hele seks gange blev den løbestærke quarterback sacket, da Minnesota Vikings overraskende besejrede Philadelphia Eagles med 24-14 i en kamp, der blev udsat fra søndag på grund af snestorm. Selvom en småskadet Vick stod bag to touch downs, blev han også noteret for en en interception og to fumbles.

- Jeg er nødt til at beskytte bolden bedre. Nu må vi finde sammen igen, se på vores fejl og blive bedre, siger Vick.

Vikings blev ledet af rookie-quarterbacken Joe Webb, der for første gang startede en kamp i stedet for den skadede veteran Brett Favre, og det var en succes. Webb kronede en flot kamp uden interceptions med selv at løbe et touch down hjem.

Trods nederlaget har Philadelphia Eagles vundet deres egen division, NFC East, og er klar til slutspillet, mens Minnesota Vikings for længst er ude af billedet til en af de 12 pladser i slutspillet.