Truslen fra Green Bay

Green Bay Packers blev inden NFL-sæsonen ikke levnet store chancer for at gå til Super Bowl. Siden har eksperterne haft travlt med at få foden ud af munden

Green Bay Packers har et stærkt forsvar, men ingen troede før sæsonen på, at deres angreb kunne sætte nok point på tavlen. Her er det Packers' Al Harris, der tacler Washington Redskins' Keenan McCardell. (Foto: AP)
Green Bay Packers har et stærkt forsvar, men ingen troede før sæsonen på, at deres angreb kunne sætte nok point på tavlen. Her er det Packers' Al Harris, der tacler Washington Redskins' Keenan McCardell. (Foto: AP)

Green Bay Packers blev inden sæsonen ikke levnet de store chancer for at gå hele vejen til Super Bowl, men med 11 sejre i 13 kampe har kaptajn Brett Favre og hans revitaliserede hold gjort skeptikerne til skamme. Sådan da.

- Mange af de amerikanske sportsjournalister har haft travlt med at få foden ud af munden, siger NFL-eksperten Thomas Tønning Knudsen til ekstrabladet.dk.

- Før sæsonen blev de ikke levnet en chance, fordi deres resultater de senere år ikke har været alt for gode. Alle var enige om, at de havde et godt forsvar, og med Brett Favre som quarterback kunne det ikke gå helt galt. Men deres angreb troede ingen på. Og uden angreb vinder man ikke så meget.

- Før sæsonen skiftede de spillere på så mange positioner, at man spøgte med, at den gamle Favre ikke kendte navnet på halvdelen af sine holdkammerater. Men nu kører de derudaf med sejre, som har fået folk til at spærre øjnene op uge efter uge. Og så får eksperterne travlt med at modsige sig selv.

Taber NFC-finale mod Dallas Cowboys
Thomas Tønning Knudsen regner med at Green Bay Packers i NFC-finalen mod Dallas Cowboys. Men så tror han også, at festen slutter for Packers.

- Et eller andet sted regner folk egentlig fortsat ikke med Packers. Man siger, at de har været imponerende, men man ser dem ikke gå i Super Bowl. Så skepticismen er der stadig.

- Og jeg tror da heller ikke, de kan slå Dallas Cowboys i en eventuel NFC-finale. Det kan gå hen og blive en fænomenal kamp, men jeg tror ikke, de kan vinde den.

- Det springende punkt er Dallas' unge quarterback Tony Romo. Hvis han kan klare presset i sådan en kamp, så vinder Dallas. For de er en lille smule bedre end Packers på stort set samtlige positioner.

- Men hvis Green Bay skulle gå i Super Bowl mod eksempelvis New England Patriots, kan de gå hen og vise sig at være rigtig giftige. Brett Favre har prøvet det før.

1 af 2 Brett Favre (t.v.) kan meget vel løbe ind i sin unge quarterback-kollega Tony Romo i en NFC-finale mellem Packers og Cowboys. (Foto: AP)
2 af 2 Green Bay Packers har et stærkt forsvar, men ingen troede før sæsonen på, at deres angreb kunne sætte nok point på tavlen. Her er det Packers' Al Harris, der tacler Washington Redskins' Keenan McCardell. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer