Bliver stjerne på Netflix

Streaming-giganten Netflix har annonceret, at der bliver produceret en miniserie om NFL-stjernen Colin Kaepernick, der blev kendt for at protestere mod politivold og dårlig behandling af sorte

Colin Kaepernicks unge år bliver nu til en miniserie på Netflix. Foto: Elijah Nouvelage/Reuters/Ritzau Scanpix
Colin Kaepernicks unge år bliver nu til en miniserie på Netflix. Foto: Elijah Nouvelage/Reuters/Ritzau Scanpix

Når sportsudøvere i disse dage går ned på et knæ, inden de skal i aktion og dermed viser, at de tager afstand fra racisme og ulighed, skyldes det en mand: Colin Kaepernick.

Den 32-årige quarterback begyndte på netop det i 2016, da han spillede for San Francisco 49'ers. Det skete under afspilningen af den amerikanske nationalmelodi før kampene som en fordømmelse af politivold og den dårlige behandling af farvede mennesker i USA.

Aktionen blev stærkt fordømt af præsident Donald Trump, og Kaepernick røg helt af holdet efter sæsonen, hvor han også blev løst fra sin kontrakt. Siden har han ikke kunnet få en kontrakt i NFL.

Alt det, der gik forud for det, kan man snart opleve i miniserien 'Colin in Black & White' på Netflix. Det offentliggjorde Streaming-giganten mandag.  

Billederne af en knælende Colin Kaepernick gik verden rundt tilbage i 2016. Foto: Thearon W. Henderson/AFP/Ritzau Scanpix
Billederne af en knælende Colin Kaepernick gik verden rundt tilbage i 2016. Foto: Thearon W. Henderson/AFP/Ritzau Scanpix

Gennem seks afsnit, der skal produceres af instruktøren Ava DuVernay, vil man få historien om Colin Kaepernicks liv begyndende i barndommen, hvor han voksede op hos en hvid adoptivfamilie, hvilket skal give en forståelse af hans handlinger som voksen.

Kaepernick selv får en rolle som fortæller i serien, der blev færdigskrevet i maj.

- Alt for ofte ser vi racehistorier og historier om sorte afbilledet gennem en hvid linse. Vi forsøger at lægge et nyt perspektiv på de forskellige virkeligheder, sorte mennesker møder.

- Vi udforsker de racemæssige konflikter, jeg oplevede som barn som en adopteret sort i et hvidt samfund og under mine highschool-år.

- Det er en ære sammen med Ava at give liv til disse historier, så hele verden kan se dem, siger Colin Kaepernick om serien.

Da Black Lives Matter-bevægelsen tog fart i kølvandet på George Floyds død i slutningen af maj sluttede samtlige NFL-hold op omkring bevægelsen. Således også San Francisco 49'ers, der dog fik meget kritik for på den måde at optræde hyklerisk, når de i sin tid ikke støttede Kaepernick.

Også Donald Trump har - formentlig ligeledes tvunget af omstændighederne - vendt på en tallerken og foreslået, at Kaepernick, der ikke har spillet i NFL siden 2016, burde få en chance mere.

Netflix har endnu ikke meldt noget ud om, hvem der er i kikkerten til de forskellige roller, eller hvornår optagelserne til serien forventes at gå i gang.

Se også: Trump i kæmpe kovending

Se også: NFL-chef håber at se Kaepernick i ligaen igen

NFL - 25. jun. 2020 - kl. 11:15 Kæmpe forskrækkelse for stjernen

Se også: Afhængig af porno og alkohol

50 kommentarer
Vis kommentarer