Ingen ville have ham - nu kan superstjernen blive historiens største

Tom Brady har mulighed for at udødeliggøre sig selv i NFL. Han kan blive den første quarterback i NFL-historien med fem Super Bowl-ringe

Tom Brady kan blive historiens største NFL-spiller, hvis han fører New England Patriots til holdets femte Super Bowl-sejr i Bradys regeringsperiode. Arkivfoto: AP Photo/Michael Conroy
Tom Brady kan blive historiens største NFL-spiller, hvis han fører New England Patriots til holdets femte Super Bowl-sejr i Bradys regeringsperiode. Arkivfoto: AP Photo/Michael Conroy

Tom Brady var ikke udset til at blive nogen stor NFL-spiller. Hans college-karriere på University of Michigan fik i hvert fald ikke NFL-spejderne til at tabe kæben af begejstring over quarterbacken, der egentlig var spået større chance for et gennembrud i baseball-ligaen MLB end i NFL.

Den stille fyr fra San Mateo, Californien, insisterede dog på at bryde igennem i den professionelle amerikanske fodbold-verden. Men det virkede ikke til, at interessen fra NFL-holdene var gengældt, da en ung Tom Brady kom ind i draften i år 2000.

Tom Brady har flere gange i de senere år med tårer i øjnene genfortalt historien om, hvordan han sammen med sin familie måtte sidde foran tv’et og se sig selv forbigået igen og igen og igen i draften. Brady følte sig så ydmyget, at han flere gange forlod stuen i en blanding af skam og raseri.

Tom Brady måtte vente til sjette runde i draften, før New England Patriots med det 199. draft-pick endelig kastede kærligheden på ham. Og det blev første kapitel i historien om New Englands dynasti i amerikansk fodbold - anført af en hidtil ukendt quarterback, hvis største egenskab var, at han nægtede at give op.

- Det er næsten ikke til at tro på Bradys historie, når man ser tilbage her 17 år senere. Han gik fra at være nobody til nu at stå som en mytisk figur i NFL, og i mine øjne den allerbedste quarterback i historien. Og han får nu muligheden for at slå to streger under det facit, at han er den bedste spiller nogensinde i NFL, siger TV3 Sports NFL-ekspert og kommentator Anders Rune Jansen.

39-årige Tom Brady står i sin syvende Super Bowl, når NFL-finalen sparkes i gang 5. februar. Foto: TV3 Sport
39-årige Tom Brady står i sin syvende Super Bowl, når NFL-finalen sparkes i gang 5. februar. Foto: TV3 Sport
 

Tom Brady har natten til mandag dansk tid mulighed for, som den første quarterback nogensinde, at sikre sig fem Super Bowl-ringe. Den 39-årige Patriots-helt deler inden Super Bowl 51 den øverste skammel med San Francisco 49’ers’ Joe Montana og Pittsburgh Steelers’ Terry Bradshaw, der nåede at indsamle fire Super Bowl-ringe.

- Denne Super Bowl betyder helt sikkert noget særligt for Brady. Der er lidt en konsensus om, at Joe Montana er den største quarterback i USA. Jeg er ikke enig. Jeg synes, Brady allerede er den største, men hvis han vinder sin femte ring – så er det svært at blive ved med at finde argumenter for, at han ikke er NFL-historiens største spiller, siger Anders Rune.

Ikke dårligt af sjetterundevalget fra 2000, der i sin anden sæson reelt kun fik chancen for spilletid, fordi førstevalget på QB-posten, Drew Bledsoe, blev skadet i sæsonens anden kamp og måtte overlade banen til Brady.

Andenårsspilleren så sig aldrig tilbage og førte overraskende New England Patriots til holdets første Super Bowl-sejr i historien. Siden da har Brady manifesteret sig som en af de mest dominante skikkelser i NFL og føjet tre Vince Lombardi-trofæer yderligere til pokalskabet i Foxborough, Massachusetts, hvor Patriots har base.

Tom Brady har vundet et hav af priser og sat utallige NFL-rekorder. Arkivfoto: Tom Donoghue/Polaris
Tom Brady har vundet et hav af priser og sat utallige NFL-rekorder. Arkivfoto: Tom Donoghue/Polaris
 

Brady er igen i år i spil til titlen som den mest værdifulde spiller til trods for, at han missede fire kampe i begyndelsen af sæsonen på grund af dommen i den såkaldte 'Deflategate', hvor Patriots blev dømt for at tage luft ud af boldene i slutspilskampen mod Indianapolis Colts tilbage i januar 2015. Efter karantænen har Brady virkelig leveret varen.

- Han har en indædthed, som man ikke ser mange andre have. Han virkede, særligt i begyndelsen af karrieren, indebrændt over at falde så langt ned i draften. I sine fire første NFL-sæsoner som starter vandt han tre Super Bowls, og siden har han sørget for et hav af personlige rekorder, og derudover at Patriots ALTID er at finde i playoffs, siger Anders Rune og fortsætter:

- Jeg tror også, at Brady bliver afgørende i aften. Det er to meget lige hold, men Brady har værktøjerne til at udfordre et Atlanta-forsvar, der ikke ser alt for overbevisende ud. Jeg tror, Tom Brady tager sin femte Super Bowl-ring. Og hvem ved, selv om han er 39 år gammel, er han stadig sulten og topmotiveret. Det kan sagtens være, han vinder endnu en Super Bowl, inden han lægger hjelmen på hylden og gør regnskabet op.

Årets Super Bowl mellem New England Patriots og Atlanta Falcons bliver sparket i gang natten til mandag klokken 00.30, og kampen vises på TV3 +.

Se også: Brady sender Patriots i Super Bowl

Se også: Bitter lønkrig før stor finale

Se også: Quarterback overvejer karrieren efter misset Super Bowl

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere