Kom med i kulissen: Ny film om dansk NFL-legende på vej

Dokumentarfilm om den danske NFL-kicker Morten Andersens optagelse i Hall of Fame får premiere i biografen 12. november

Morten Andersen da han sidste år blev optaget i NFL's Hall of Fame. Foto: Gene J. Puskar/AP.
Morten Andersen da han sidste år blev optaget i NFL's Hall of Fame. Foto: Gene J. Puskar/AP.

En af dansk idrætshistories største karrierer kulminerede, da den danske NFL-kicker Morten Andersen i august sidste år fik en buste og den berømte guldjakke som bevis på sin optagelse i amerikansk fodbolds mest eksklusive selskab, Pro Football Hall of Fame.

I den forbindelse fik fotograf Claus Frederiksen unik adgang bag kulisserne i Canton, Ohio, og de optagelser er nu blevet til en dokumentarfilm. ’Guldjakken – fra Struer til Hall of Fame’ får premiere i Nordisk Films biografer 12. november, kan NFL Magasinet, som netop er udkommet, afsløre som det første medie.

I et interview med NFL Magasinet fortæller den 58-årige ekskicker, der holder rekorden som den mest scorende spiller i NFL-historien, blandt andet, at det er første gang, et kamera har fået lov til at følge et nyt Hall of Fame-medlems optagelse så tæt og filme processen indefra.

Det er med til at gøre filmen unik og eksklusiv, påpeger Morten Andersen:

- Det, der sker foran kulissen, har været dokumenteret masser af gange af NFL Network, men det at komme bag kulissen, syntes jeg, kunne være spændende for fans at se. Det er der ingen, der har set før, for ingen har haft adgang til det tidligere.

'Det var meget kraftfuldt'
Ud over indlemmelsen i Hall of Fame i Canton indeholder filmen også optagelser fra hyldesten i hjembyen Struer og eksklusive billeder fra Superdome i New Orleans, hvor Morten Andersen havde hjemmebane i 13 af sine i alt 25 sæsoner i NFL.

- Det var lidt surrealistisk at gå ind på det stadion en mandag formiddag. Et helt tomt stadion kun med lys på banen og stængerne. Bare ved at gå rundt dér kom alle minderne tilbage: ’Her sparkede jeg det spark, og her sparkede jeg det spark’. De store øjeblikke i karrieren. Det var meget kraftfuldt at stå der og tænke over det, fortæller Morten Andersen og tilføjer:

- Claus fik lov til at gå rundt på hele stadion. Han filmede oppe fra de højeste tilskuerpladser, som var helt mørklagte, og ned på banen, som var oplyst på sådan en guldagtig måde. Det var simpelthen så flot. Dér måtte vi knibe os selv i armen og sige: ’Hold kæft, hvor er vi heldige’.

Både Morten Andersen og medproducent Jimmy Bøjgaard vil være til stede, når filmen vises i Nordisk Films biografer rundtomkring i landet. Programmet for deres rundtur er endnu ikke fastlagt.

Læs mere om filmen i NFL Magasinet, som er på gaden nu. Her fortæller Morten Andersen også om, hvor traumatisk Falcons’ nederlag i Super Bowl 51 stadig er for borgerne i Atlanta, hvor han bor, og som til februar lægger stadion til Super Bowl 53. Desuden ser NFL Magasinet nærmere på, hvorfor spillernes protester under afspilningen af nationalmelodien har fået Donald Trump til at gå til angreb på NFL, og så kan du læse et stort interview med det næste danske NFL-håb Hjalte Froholdt samt analyser og vurderinger af samtlige 32 hold.

Se også: Ung dansker på vej i NFL: Målet er at blive draftet

Se også: Stjernen begik selvmord: Skrev hjerteskærende brev til datteren

2 kommentarer
Vis kommentarer