Leverer Trump et øjebliks vanvid? Så kan du score kassen!

New England Patriots med quarterback Tom Brady i spidsen er favoritter mod Philadelphia Eagles, og Justin Timberlake leverer underholdning i pausen. Som altid har bookmakerne været kreative med specialspil på kampen

Følg NFL

Da Lady Gaga ved sidste års Super Bowl indledte sit half time show med i en præindspillet video at synge God Bless America fra taget af NRG Stadium i Texas, resulterede det noget overraskende i, at Danske Spil fik Ekstra Bladets nationen! på nakken.

En bruger havde nemlig spillet på, at Lady Gagas første sang ved det overdådige half time show ville være megahittet Poker Face til odds 8. Og ser man bort fra videosekvensen, havde brugeren da også ramt rigtigt. For da videoen sluttede med, at Lady Gaga "hoppede ud" fra stadionets tag, blev hun - på til lejligheden helt passende dramatisk vis - i to wires firet ned fra et skjult gemmested under taget til et podie i et tårn på banen, hvor hun sang: Poker Face.

Danske Spil vurderede dog den første sang til at være God Bless America, og på trods af at brugeren klagede sin nød til både bookmakeren og Ekstra Bladet, registrerede Danske Spil spillet som tabt.

Det er altså vigtigt at være opmærksom på de konkrete regler og formuleringer ved disse specialspil. Hos Nordicbet og Betsafe kan man spille på, om Tom Bradys kone, Gisele Bündchen vises over/under 1,5 gange på tv under kampen. Men det gælder kun fra kickoff, til det sidste spil er færdigt, og hverken en mulig fejring efter kampen tæller med eller en hilsen fra tilskuerrækkerne inden kickoff, selvom de skulle vises i tv.

Justin Timberlake optræder i pausen. Foto: John Shearer/AP
Justin Timberlake optræder i pausen. Foto: John Shearer/AP

Brystsmutter part 2?
Justin Timberlake stod bag et af de helt store sommerhit i 2016, Can't Stop The Feeling, og med odds 2,50 vurderer Betfair det mest sandsynligt, at Timberlake skyder sit show i gang med den.

Det skriver onlinemediet BetXpert, der har gennemgået bookmakernes mærkelige og anderledes væddemål på Super Bowl LII.

Hos Nordicbet er man enige, men giver dog kun odds 2,20. Hos Unibet har man dog en anden favorit, da Filthy giver odds 1,60, mens Can't Stop The Feeling giver odds 2,75. Både Betfair og Nordicbet er også enige om, at Sexyback fra det populære album FutureSex/LoveSounds fra 2006 skal være næste på listen til henholdsvis odds 4 hos Betfair og 2,75 hos Nordicbet.

Der er en årelang tradition for gæsteoptrædener ved half time showet, og nogen husker måske, da Timberlake i 2004 var på scenen med Janet Jackson og måske/måske ikke ved et tilfælde blottede hendes ene bryst.

Tror man, at Timberlake inviterer Janet Jackson tilbage til en revanche, kan man få odds 5 hos Nordicbet 4,33 hos Betfair, mens Unibet er højest med odds 7. Tror man derimod, at han hiver sit gamle boyband, 'N Sync, med op på scenen, kan man få henholdsvis odds 8 hos Betfair, mens Nordicbet er helt nede i odds 2,50.

Derudover kan man spille på alt fra længden af nationalsangen, som skal leveres af P!nk, til hvor mange amerikanere der vil se kampen, og hvilken farve hættetrøje New England Patriots træner Bill Belichick vil bære.

Til den sidste kan det nævnes, at Belichick i playoff-kampen mod Titans havde en blå hættetrøje på, mens han i Conference-finalen og ved sidste års Super Bowl bar en såkaldt Hot Jacket uden hætte.

Der har også været tradition for, at der hældes en stor bøtte Gatorade ud over det vindende holds træner, når kampen er afgjort. Et såkaldt Gatorade shower, og det er også noget, bookmakerne tilbyder odds på. Her kan man nemlig spille på, hvilken farve væsken har. Ved sidste Super Bowl var der dog ikke noget Gatorade shower, da kampen blev afgjort i overtime, og det hele blev så hektisk, at det ikke kunne nås.

Kommer Donald Trump til Super Bowl? Foto: Elise Amendola
Kommer Donald Trump til Super Bowl? Foto: Elise Amendola

Trump bliver hjemme
Donald Trump har ad flere omgange kritiseret forskellige spillere og hold og også The National Football League, siden han blev præsident, og der findes da også en række specialspil på, hvad præsidenten foretager sig under kampen - og om han dukker op for at se den live. Og her er bookmakeren enige: Donald Trump bliver hjemme. Unibet giver odds 6 på, at han viser sig på U.S. Bank Stadium i Minnesota.

- Forholdet mellem Donald Trump og NFL er tæt på samme iskolde stadie som Trumps forhold til Kim Jong-un. Selvom det havde klædt Trump som landets præsident at holde politik og sport adskilt, er det af rent politiske årsager svært at forestille sig, at Trump dukker op. Samtidig vil det også være et eklatant selvmål af ham at deltage, efter vælgerskaren har udtrykt sin støtte til præsidentens kamp mod NFL, siger Thomas Holm, pressechef hos Nordicbet i en pressemeddelelse.

Trump har især været kritisk overfor de spillere, der i protest mod behandlingen af sorte i samfundet har knælet under nationalsangen. Hos Betfair kan man få odds 4,5 på, at en spiller knæler under P!nks nationalsang, og i den mere kuriøse afdeling kan man, hvis man tror, at præsident Trump i et øjebliks vanvid kunne finde på at gøre det selv, hente odds 101.

Følg Super Bowl LIVE her på ekstrabladet.dk 00.30 natten til mandag.

New England-stjerne melder sig klar til Super Bowl

Strand, gravid og konge: Se sportsstjernernes private julefotos

Superstjernen Manning: Startede som bolddreng for dansk kicker  

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind