Mahomes blev Super Bowls MVP: Surrealistisk at stå her

Patrick Mahomes stod i spidsen for et stort comeback, som sikrede Kansas City Chiefs sejren

Pressemødet med Kansas City Chiefs' quarterback Patrick Mahomes var et stort tilløbsstykke efter holdets sejr over San Francisco 49ers i Super Bowl natten til mandag dansk tid.

Ikke alene stod Mahomes i spidsen for det comeback i fjerde quarter, der sikrede Chiefs en sejr på 31-20.

Han blev efterfølgende kåret til kampens mest værdifulde spiller (MVP) for sin præstation. Mahomes er i en alder af 24 år og 138 dage den yngste MVP i Super Bowl-historien.

- Det er fantastisk. Det er det virkelig. Man har drømt om at stå her, siden man var en lille dreng.

- Det er surrealistisk at stå her, men det er fantastisk at gøre det sammen med gutterne, og vi vil nyde det i lang tid, siger han efter sejren.

Det så ellers sort ud, da Patrick Mahomes kastede sin interception nummer to med 12 minutter igen af kampen, og 49ers var foran med ti point.

Men den 24-årige quarterback ramte et par dybe kast til Tyreek Hill og Sammy Watkins og et par korte til Travis Kelce og Damien Williams, og pludselig var Chiefs foran på Hard Rock Stadium.

- Jeg har altid den tilgang, at jeg vil spille, til der ikke er mere tid tilbage på klokken.

- De andre blev ved med at tro på mig og lavede spil nede ad banen, og vi fandt en måde at vinde på, lyder det fra Mahomes.

Mahomes kan nu kalde sig vinder af Super Bowl i sin anden sæson som startende quarterback for holdet og tredje i alt.

I sin første sæson som starter blev han kåret som MVP i grundspillet.

Tidligere i denne sæson led han, hvad der i første omgang lignede en alvorlig skade, da hans ene knæskal gik af led.

Tre uger efter var han tilbage på banen, og han var den mest væsentlige årsag til, at Chiefs vandt 12 kampe i grundspillet og blev seedet som nummer to i AFC-halvdelen.

Også i de to foregående kampe mod Houston Texans og Tennessee Titans var Chiefs stort bagud, og holdet er det første i NFL-historien, der har vundet Super Bowl efter at have været bagud med et tocifret antal point i alle sine slutspilskampe.

0 kommentarer
Vis kommentarer