'Mest forfærdelige i mit liv'

15 tidligere kvindelige ansatte hos Washington Redskins siger, at de blev udsat for sexchikane i klubben

Emily Applegate står frem som den eneste af de 15 kvinder. Foto: Ritzau Scanpix
Emily Applegate står frem som den eneste af de 15 kvinder. Foto: Ritzau Scanpix

NFL-holdet Washington Redskins har torsdag indledt en uafhængig undersøgelse efter anklager om sexchikane.

Det skriver avisen Washington Post torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

I alt siger 15 tidligere kvindelige ansatte til avisen, at de blev udsat for sexchikane i løbet af deres tid i klubben.

Avisen skriver, at chikanen er foregået over en periode på 13 år fra 2006 til 2019.

Beskyldningerne har allerede ført til, at tre mandlige ansatte har forladt klubben den seneste uge.

Det drejer sig blandt andet om klubbens radiokommentator, Larry Michael, der ifølge Washington Post var en del af klubejer, Dan Snyders, 'inderste cirkel'.

I alt siger 15 tidligere kvindelige ansatte til avisen Washington Post, at de blev udsat for sexchikane i løbet af deres tid hos NFL-holdet Washington Redskins. (Arkivfoto) Foto: Kevin Lamarque/Reuters
I alt siger 15 tidligere kvindelige ansatte til avisen Washington Post, at de blev udsat for sexchikane i løbet af deres tid hos NFL-holdet Washington Redskins. (Arkivfoto) Foto: Kevin Lamarque/Reuters
 

En af de 15 kvinder, som avisen har talt med, hedder Emily Applegate. Hun arbejdede ifølge nyhedsbureauet Reuters i klubbens marketingafdeling fra 2014 til 2015.

Applegate siger, at hun blev udsat for verbale overfald af en højtstående leder i sin tid i klubben, og at hun blev beordret til at bære stramtsiddende tøj under møder med klienter, skriver avisen.

Hun beskriver sin tid i klubben som 'den mest forfærdelige oplevelse i mit liv'.

Det er ham, du skal tage: Sport og Spil Eksperten råder: Han bliver pointmaskinen  

Emily Applegate er det eneste offer, der står frem med navn i Washington Posts artikel.

De andre 14 kvinder har udtalt sig på betingelse af anonymitet af frygt for at blive sagsøgt, da nogle af dem har underskrevet fortrolighedserklæringer.

Flere af kvinderne fortæller om en klubkultur fyldt med upassende kommentarer om deres kroppe og uvelkomne tilnærmelser fra visse mandlige medarbejdere.

Washington Redskins siger i en pressemeddelelse ifølge AFP, at klubben har nedsat et hold af udefrakommende advokater til at undersøge anklagerne.

Der er ingen beskyldninger mod klubbens ejer, Dan Snyder. Han har ifølge Washington Post afvist at udtale sig.

Historien kommer samme uge, som klubben annoncerede, at den vil droppe sit kontroversielle navn Redskins.

Det gjorde den efter pres fra sponsorer og rettighedsgrupper, fordi mange i USA anser navnet for at være racistisk.

Se også: Slår rekorden: Tjener 816 millioner kroner

Se også: Fænomenet får vanvittig kontrakt