Han synes at være godheden selv, imødekommende, smilende og oftest i godt humør.
Men når snakken falder på restriktioner og coronapandemi, bliver tonen anderledes skarp hos den danske NFL-legende Morten Andersen.
Han og hustruen, Jennifer, er som alle andre godt og grundigt isoleret i deres hjem, der er beliggende i Atlanta i delstaten Georgia.
Porno, mord og dødstrusler: Alletiders største skandaler
- Jamen det er jo som alle andre steder. Mundbind og afstand og sprit og rend mig dog i røven, kommer det bramfrit fra den 60-årige vestjyde, da Ekstra Bladet taler med ham.
- Vi er fuldstændig lukket ned. Så vi har holdt os meget for os selv og kun omgivet os med nogle naboer, vi er tætte med. Så har vi da lidt socialt, kommer det med en snert af et smil.
Frustrerende
Andersen har flere jern i ilden. Han medvirker månedligt i NFL-artikler hos SpilXperten og har siden efteråret bestyret Great Dane Nation, der er en podcast om NFL, og foreløbig har der været 23-24 udsendelser.
- Vi har haft nogle ret tunge gæster, og det er skidesjovt at lave, kommer det.
Men der kommer ikke til at være nogen særudgave fra Tampa, hvor der søndag spilles Super Bowl. Heller ikke selvom der trods alt lukkes 22.000 mennesker ind på stadion, og selvom Andersen kun har en times flyvetur.
- NEJ! Vi skal ikke derned. Der er lukket rimelig meget af. Det er da frustrerende. Vi er en hel delegation af Pro Football Hall of Famers, der plejer at tage af sted. Og det er også her, den nye årgang bliver valgt. Det vil vi jo utroligt gerne bakke op om, men det bliver ikke til noget, sukker han.
Han vælger at glæde sig over, at arrangørerne har valgt at tildele 7500 pladser på stadion til allerede vaccineret sundhedspersonale som tak for et enormt stykke arbejde det seneste døgn. Og for en football-gal nation som USA, hvor det ikke er utænkeligt, at der sidder 160 millioner og følger kampen søndag, er det en flot gestus.
- Ja, det sender et godt signal.
Vant til tilskuere på stadion
Herhjemme, hvor vi har vænnet os til tomme tribuner og forsamlingsforbud, kan det virke voldsomt, at man vælger at hælde 22.000 mennesker ind samme sted på samme tid. Men NFL har siden september haft rimelig succes med at have tilskuere på stadion.
Således har Tampa Bay Buccaneers hjemme på Raymond James Stadium i Florida hele ti gange haft tilskuere på lægterne. Syv af gangene mellem 10.000 og 16.000.
- Der er selvfølgelig for og imod, men det er altid mere spændende med folk i sæderne. Og jeg kan forestille mig, at det må være frustrerende at spille for et tomt stadion, siger Morten Andersen og tilføjer, at han sad og så VM-finalen i håndbold søndag.
- Det var jo surrealistisk at se på.
Selvom stadion fyldes cirka en tredjedel op til Super Bowl, ligger pandemien som en tung dyne over begivenheden, der normalt strækker sig over en uge med diverse arrangementer for de to deltagende hold. Men Kansas City Chiefs ankommer først dagen før til Tampa, og Buccaneers…ja, de bor ligesom i byen i forvejen, hvilket i sig selv også er usædvanligt.
Det er første gang i historien, at et af holdene får hjemmebane i den berømte finale.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.