Morten Andersen tror på NFL-overraskelse

Den danske NFL-legende er stor beundrer af Indianapolis Colts' unge quarterback Andrew Luck, der kan sende et middelmådigt mandskab i Super Bowl

Bookmakerne er enige.

Den ligger til New England Patriots at spille sig i den sjette Super Bowl siden årtusindeskiftet.

Tom Brady og co. er favoritter hjemme i Foxborough, når Indianapolis Colts kommer forbi til AFC Championship-finalen søndag aften dansk tid.

Bill Belichicks mandskab har scoret og scoret og scoret over hele sæsonen og viste i semifinalen mod Baltimore Ravens sidste weekend, at man tilmed kan rejse sig, selvom det ser umådelig besværligt ud.

To gange var Patriots nede med 14 point. To gange kom de igen og endte med at vinde 35-31.

Samtidig overraskede Colts mod sidste års Super Bowl-tabere fra Denver Broncos.

Men nu er det ikke nogen hemmelighed, at overraskelser med jævne mellemrum præger Championship-kampene. Tag bare Baltimore Ravens' sejr over netop Patriots på Gillette Stadium i 2013 - eller New York Giants' triumf over San Francisco 49'ers året før.

For Morten Andersen er den heller ikke så lige til. Colts er i hans øjne et middelmådigt mandskab, der i Andrew Luck har en fantastisk quarterback, der meget vel kan blive tungen på vægtskålen.

- Det bliver en utrolig jævnbyrdig kamp. Det er et opgør mellem Andrew Luck og Tom Brady. Jeg tror, Luck vil manifestere sig som den næste store spiller. Det har han allerede påbegyndt. Men oppe mod en legende som Brady vil det være en rigtig god mulighed for ham at sige: 'Her kommer næste skridt fra mig. Lad mig se, om jeg kan dominere kampen og gøre en forskel for vores hold, så vi kan spille exceptionelt og vinde den'.

- Det kunne godt ske...

Morten Andersen spillede 1982-2007 for fem forskellige NFL-hold og er den mest scorende spiller i ligaens historie. (Foto: Lars Krabbe)
Morten Andersen spillede 1982-2007 for fem forskellige NFL-hold og er den mest scorende spiller i ligaens historie. (Foto: Lars Krabbe)
 

- Kan han med tiden blive lige så stor som Brady?

Ja, det kan han. Lige så stor som Peyton Manning, som Brady, som (Aaron, red.) Rodgers, som (Drew, red.) Brees. Han er den næste super star  i NFL. Han har overblikket, disciplinen til at forstå, hvad han kan og hvad han ikke kan. Og så har han mobilitet. Han kan løbe med bolden og han kan kaste bolden. Utroligt præcist. Han forstår at læse forsvaret. Så er han en god anfører, en god leder. Og har de egenskaber mentalt, der kan gøre, at han kan komme tilbage i en kamp. Rigtig dygtig, når de er bagud i 4. quarter. Så kan han levere varen under pres.

- Sådan lidt Montana?

- Ja, som Montana, som Peyton Manning, Brady og Rodgers. Han er meget afgørende. Meget. Uden Luck ville Colts være et gennemsnitligt hold, siger Andersen.

Da de to hold mødtes sidste sæson, var der ingen tvivl. Luck og Colts blev kørt midt over og tabte 42-20.

I den anden finale mødes de forsvarende mestre fra Seattle Seahawks og Green Bay Packers.

- Jeg tror mest på Seattle på baggrund af deres forsvarsspil. Jeg synes, det er et meget eksplosivt forsvarsspil. Og det er forskellen. Det er der, de er gode. Og så har de en quarterback, der er god nok til, at de kan vinde.

- Green Bay har selvfølgelig en chance, fordi de har ligaens mest værdifulde spiller i Aaron Rodgers. Spørgsmålet er bare, om hvor rask han er i lægmusklen. Og om han kan flytte sig og være mobil. Men det bliver en spændende kamp.

- Hvilken Super Bowl håber du på?

- Den klassiske ville være Green Bay mod New England. Det er jo en klassiker. To hold med historie, men jeg tror det bliver Seattle mod Colts, siger Andersen og slår en latter op.

- Det tror jeg faktisk, det bliver.

- Jeg har på fornemmelsen, at Luck tager til New England og spiller en exceptionel kamp. Colts' forsvar vil være i stand til at stoppe Rob Gronkowski og Brady. Og så vinder de kampen. Men det bliver utrolig jævnbyrdigt. Det gør begge kampe, siger han.

Kampene spilles begge søndag aften. Du kan se dem begge direkte på 3+ med Seattle Seahawks-Green Bay Packers som den første.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere