NFL-drøm rykker nærmere: Dansker får kæmpe chance

Det danske NFL-håb Andreas Knappe har fået en indbydelse til NFLPA Collegiate Bowl, som er et stort udstillingsvindue for NFL-holdene

Den næste dansker i NFL kan meget vel hedde Andreas Knappe. Den 25-årige fyr fra Silkeborg er et særdeles varmt navn i denne tid, og det gælder om at holde det varmt for den 147 kilo tunge offensive tackle.

Det har Knappe gode muligheder for, selvom college-sæsonen er slut, for der findes mange opvisningskampe for de største talenter. Nu har den 203 cm høje dansker nemlig fået en fornem indbydelse.

- Jeg er virkelig glad for at have modtaget og accepteret en invitation til NFLPABowl.

- Så taknemmelig for, at jeg får chancen for at spille noget mere football, skriver Knappe på Instagram.

Indbydelsen til NFLPA Collegiate Bowl er et af de store udstillingsvinduer for de håbefulde talenter, og udover selve kampen er der også træninger og møder samt mere information om, hvordan et liv som NFL-spiller kan forme sig.

For at komme ind i NFL, så skal man selvfølgelig overbevise et af de 32 mandskaber om, at man har det, der skal til. Er man blandt de ypperste, så bliver man valgt i draften, som i år ligger fra 27.-29. april.

Knappe har gennemgået en vild udvikling, siden dette billede blev taget i august 2012 (Foto: AP)
Knappe har gennemgået en vild udvikling, siden dette billede blev taget i august 2012 (Foto: AP)
 

De amerikanske eksperter er dog lidt uenige om, hvorvidt han bliver draftet eller kan blive samlet op bagefter, men de fleste hælder til, at han bliver taget i slutningen af draften.

Til at hjælpe sig med denne proces har Knappe for nylig lavet en aftale med en agent, som har lavet flere NFL-aftaler.

Valget er faldet på John Pace fra firmaet K-Sports, som forhandlede ni kontrakter hjem efter sidste draft. Det er den form for ekspertise, som danskeren lige nu har brug for.

Derudover skal der selvfølgelig leveres til de kommende events. Går det godt her, så kan Knappe blive inviteret til NFL Scouting Combine, som er det største udstillingsvindue af dem alle.

Her bliver spillerne testet i alle mulige øvelser, og der er stor mediebevågenhed omkring denne begivenhed, der finder sted fra 2. til 5. marts.

Danskeren blev meget tidligt kontaktet af NFL-agenter - hør mere her:

13 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere