NFL-quarterback modtager dødstrusler for protest

Colin Kaepernick afslører, at han har modtaget dødstrusler for sin protest under den amerikanske nationalsang

Det har medført stærke reaktioner i USA, at NFL-quarterbacken Colin Kaepernick har nægtet at rejse sig, men derimod sat sig ned på et knæ, når den amerikanske nationalsang bliver spillet før kampene.

Nu har quarterbackreserven i San Francisco 49'ers modtaget dødstrusler, fortæller han.

Kaepernick beretter ifølge AFP, at han har modtaget trusler, siden han indledte protesten i august. Han blev spurgt, om han frygter, at nogen skal gøre alvor af truslerne.

- Hvis det skete, ville det bevise min pointe. Det ville være åbenlyst for alle, hvorfor det skete, siger Kaepernick.

Han forudså stærke reaktioner, inden han bestemte sig for at protestere.

- Jeg vidste, at der fulgte andre ting med dette, når jeg først begyndte at ytre mig om sagen. Det er ikke noget, jeg ikke har tænkt igennem, siger Kaepernick.

Den 28-årige afroamerikaner har gennemført en stille boykot af nationalhymnen 'The Star-Spangled Banner' før NFL-kampene.

Kaepernick har forklaret, han gør det i protest mod racediskrimination og politiets behandling af minoriteter.

- Jeg vil ikke rejse mig for at vise stolthed over flaget for et land, som undertrykker folk på grund af hudfarve, har Kaepernick tidligere sagt.

Motivationen for at protestere er kun øget, efter at 40-årige Terence Crutcher, en ubevæbnet sort mand, i fredags blev skudt og dræbt af politiet i Tulsa i Oklahoma.

- Det er et perfekt eksempel på, hvad dette handler om, siger Kaepernick, som antyder, at han ikke regner med, at politimanden med det dræbende skud bliver straffet.

- Det vil være meget sigende, hvad der sker med den politibetjent, som dræbte ham. De skød og dræbte en mand og gik efterfølgende rundt, som om det ikke var et menneske, siger Kaepernick.

Quarterbacken oplyste desuden, at han de næste ti måneder vil donere en million dollar, som skal gå til forskellige tiltag i lokalsamfundet. En hjemmeside skal vise, hvad pengene går til.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

En fuldtonet skandale