NFL-stjerne død i ulykke

Den tredobbelte Super Bowl-vinder David Patten er afgået ved døde efter en motorcykelulykke. Han blev 47 år

David Patten har mistet livet i en trafikulykke. Foto: Steven Senne/AP/Ritzau Scanpix
David Patten har mistet livet i en trafikulykke. Foto: Steven Senne/AP/Ritzau Scanpix

En stor sorg har ramt det store footballhold New England Patriots, idet holdets tidligere wide receiver og tredobbelte Super Bowl-vinder David Patten døde tidligt fredag morgen dansk tid. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Patten, der blot blev 47 år, var torsdag aften lokal tid involveret i en trafikulykke i South Carolina, da han på sin motorcykel af en eller anden grund kørte over i den forkerte vognbane. Her blev han ramt frontalt af en modkørende bil og han blev dræbt på stedet.

De lokale myndigheder er i gang med at undersøge, hvad der lå til grund for ulykken.

David Patten kom til NFL i 1997, hvor han udrafted fik en kontrakt med New York Giants, hvor han spillede i tre sæsoner, inden han skiftede til Cleveland Browns.

Det var dog først året efter, i 2001, at han for alvor fik gang i karrieren. Her skiftede han tiol New England Patriots med hvem han vandt Super Bowl i 2002, 2004 og 2005.

Efter det tog han til Washington Redskins og siden til New Orleans Saints, inden han vendte tilbage til først Cleveland og senere til New England, hvor han indstillede karrieren i 2010.

New England Patriots' legendariske træner Bill Belichick er dybt berørt af tragedien:

- Det knuser mit hjerte at høre om Davids triste endeligt i sådan en ung alder. Jeg er taknemmelig over at have trænet ham. Han er en vigtig person og spiller i Patriots' historie, uden hvem vi ikke havde vundet Super Bowl.

- Jeg sætter især pris på David for hans professionelle rejse. Som ingen anden var David et billede på u-glamourøse hårdtarbejdende spiller, der trodsede svære odds for ikke blot at spille sig til en plads i NFL, men til at blive en nøglespiller på flere mesterskabshold.

- Jeg kan tale for alle, der havde den fornøjelse at være omkring David, og sige, at hans arbejdsmoral, positive energi og karakter var helt i top. Min dybfølte kondolence går til hans familie og kære, siger Belichick.