Der kan ske meget på ti måneder. Spørg bare Los Angeles Rams.
I midten af februar fejrede NFL-holdet en Super Bowl-sejr over Cincinnati Bengals, og efterfølgende formåede man at holde på de fleste af stjernerne.
Men i denne sæson er det gået helt galt.
Natten til tirsdag led Los Angeles Rams sit nederlag nummer 10 i 14 kampe, da holdet tabte 12-24 på udebane til Green Bay Packers. Rams er nu ude af kampen om slutspilspladser med tre spillerunder igen.
Ifølge NFL Research tangerer det rekorden for, hvor tidligt en forsvarende Super Bowl-mester er blevet elimineret. Den skuffende rekord satte Denver Broncos i 1999 og sad alene på indtil i år.
De ti nederlag tangerer også flest nederlag for en Super Bowl-mester ved elimineringen.
Med til historien hører, at Los Angeles Rams har måttet undvære quarterback Matthew Stafford og wide receiver Cooper Kupp i en del af sæsonen.
Allerede før profilerne røg ud af spillet, begyndte det dog at se sort ud.
Heller ikke Green Bay Packers har haft en prangende sæson, men med nattens sejr bevarer holdet et spinkelt håb om en plads i slutspillet.
Aaron Rodgers, der de seneste to sæsoner er kåret som NFL's mest værdifulde spiller, MVP, kastede for 229 yards, et touchdown og en interception i sejren, mens runningbacken AJ Dillon bidrog med to touchdowns langs jorden.
Meget skal imidlertid flaske sig, for at Green Bay klemmer sig med i slutspillet. Før de sidste tre kampe ligger en håndfuld hold bedre til i kampen om tre wildcardpladser.