Onsdag var en sort, sort dag for NFL-holdet Baltimore Ravens.
Først kom den tragiske nyhed om 26-årige Jaylon Fergusons alt for tidlige død, og senere onsdag måtte holdet så også meddele, at en af de tidligere stjerner var afgået ved døden.
Der er tale om 55-årige Tony Siragusa, der spillede 12 sæsoner i NFL og var med til at vinde Super Bowl med Ravens i 2000.
NFL har også delt nyheden om dødsfaldet Twitter.
Artiklen fortsætter under opslaget ...
- NFL-familien sørger over tabet af den store Tony 'Goose' Siragusa. Vores tanker er med hans familie og elskede i denne svære tid, lyder det.
Tony Siragusa har skabt sig et eftermæle som en af sportens helt store personligheder, og det er også tunge ord, han får med på vejen fra sin tidligere træner Brian Billick.
- Der var ingen som Goose, indleder han med henvisning til Tony Siragusas kælenavn.
- En kriger på banen og et samlingspunkt for holdet med et givende og generøst hjerte, som hjalp holdkammerater og samfundet mere, end de fleste ved.
- Vi havde ikke vundet Super Bowl uden ham. Det er en chokerende og trist nyhed, og vores hjerter går ud til Kathy og resten af Siragusa-familien, siger han med henvisning til Tony Siragusas hustru Kathy Giacalone.
Han efterlader sig desuden tre børn.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Karrierens første syv sæsoner spillede han i Indianapolis Colts, inden han skiftede til Baltimore Ravens, hvor han som nævnt fejrede den ultimative triumf i 2000. Her havde han en nøglerolle i forsvaret som defensive tackle.
Tony Siragusa stoppede karrieren i 2001, men blev efterfølgende ekspert på Fox' NFL-dækning fra 2003-2015. Han har desuden medvirket i flere afsnit af tv-serien The Sopranos, hvor han spiller et medlem af den kriminelle Tony Sopranos familie.
Årsagen til dødsfaldet er endnu ikke blevet offentliggjort.
--------- SPLIT ELEMENT ---------