Total dramatik i slutspillet

Houston Texans var foran 24-0, men Kansas City Chiefs fik kæmpet sig tilbage og vandt 51-31. I den anden kamp spillede Green Bay Packers sig videre

Packers slog Seahawks i en nervepirrende kamp. Foto: Stacy Revere/Ritzau Scanpix
Packers slog Seahawks i en nervepirrende kamp. Foto: Stacy Revere/Ritzau Scanpix

Kansas City Chiefs er i AFC-finalen i NFL efter at have været bagud 0-24 mod Houston Texans.

På Chiefs hjemmebane, Arrowhead Stadium, kom undertippede Texans overraskende foran med 14-0 inden for de første fem minutter efter flere store fejl fra Chiefs-spillerne.

Chiefs’ stærke tight end Travis Kelce tabte bolden på en afgørende tredje down. Det efterfølgende punt blev blokeret og løbet ind til et touchdown af Texans’ Lonnie Johnson Jr.

Ondt blev til værre for de store hjemmebanefavoritter, der blev ved med at lave store fejl. Kort inde i andet quarter kunne Texans’ fans og spillere ikke tro deres egne øjne, da der stod 24-0 til Houston Texans, der lignede vindere allerede efter lidt over et quarter.

Chiefs er dog kendt for deres lynhurtige angreb anført af quarterback Patrick Mahomes.

De næste fire touchdowns blev scoret af Chiefs på blandt andet tre touchdowns i træk af Travis Kelce, og så var hjemmeholdet pludselig foran 28-24 i pausen.

Den bristede drøm om en slutspilsoverraskelse så ud til at have knækket Texans’ spillere.

Chiefs scorede to touchdowns i træk på løb fra running back Damien Williams til 41-24 i tredje quarter, og så syntes kampen afgjort.

Texans kom aldrig rigtig tæt på, og efter et par scoringer til hvert hold kunne Chiefs lade sig hylde med cifrene 51-31.

I AFC-finalen får Chiefs besøg af Tennessee Titans, der overraskende slog topseedede Baltimore Ravens natten til søndag.

I den anden kamp natten til mandag sikrede Green Bay Packers hjemme på Lambeau Field sig en plads i NFC-finalen, da holdet slog Seattle Seahawks 28-23.

Packers var foran 21-3 i pausen efter et touchdown fra wide receiver Davante Adams i første quarter og to fra running back Aaron Jones i andet quarter.

Efter et touchdown til hvert hold i første halvdel af tredje quarter indledte Seahawks et comeback.

Først scorede wide receiver Tyler Lockett til 17-28, og i fjerde quarter løb Marshawn Lynch sit andet touchdown i kampen ind til 23-28 med ni minutter igen.

Desværre for Seahawks konverterede Packers’ rutinerede quarterback, Aaron Rodgers, to gange på tredje down inden for de sidste tre minutter, og så var kampen overstået.

Packers skal møde San Francisco 49ers i San Francisco i NFC-finalen.

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere