Den ny NFL-sæson banker så småt på døren, men inden den første bold snappes, ser et nyt, skræmmende forskningsresultatet dagens lys.
Forskningsresultatet, som bringes i det anerkendte tidsskrift, American Medical Association, kaster nyt brænde på bålet i forhold til diskussionen om hjerneskader hos NFL-spillere.
Et forskerhold med dr. Ann McKee i spidsen har nemlig undersøgt 111 hjerner fra afdøde, tidligere NFL-spillere, og 110 af hjernerne - altså 99 procent - viser spor af kronisk traumatisk encefalopati (CTE). CTE er en progressiv, degenerativ sygdom, som oftest ses hos folk, der har fået et eller flere voldsomme slag i hovedet.
CTE-symptomer omfatter som regel hukommelsestab, svimmelhed, depression og demens, og det har i USA længe været diskuteret, hvorvidt NFL-spillere var særligt udsatte for denne type hjerneskade.
Hollywood-film
NFL har længe benægtet, at spillerne i ligaen var særligt udsatte for CTE, men den retsmedicinske patolog dr. Bennet Omalus forskning i begyndelsen af dette årtusinde har rykket ved opfattelsen af CTE-risikoen hos atleterne, der modtager mange voldsomme slag i hovedet i løbet af en karriere.
Dr. Bennet Omalus kamp for at gøre opmærksom på CTE hos NFL-spillere bliver fortalt i Hollywood-filmen 'Concussion', som har Will Smith i hovedrollen.
NFL-organisationen har reageret på den ny forskning med følgende meddelelse:
- NFL vil fortsætte arbejdet i stor stil, med et hold af eksperter, for at forbedre sundheden for de aktive og tidligere spillere. Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med denne sag som relaterer sig til årsager, mængde og hvor udbredt det er med langsigtede virkninger af CTE, skriver ligaen i en erklæring.
Du kan læse en større gennemgang af den uhyggelige forskning på New York Times' hjemmeside.
Verdens største hold: Real Madrid sat til vægs af United
Glem Messis vilde barregning: Den her slår alt