'Hvad der sker i OL-byen, bliver i OL-byen'.
Godt nok er det officielle OL-motto 'hurtigere, højere, stærkere'. Men ifølge flere OL-atleter er et alternativt motto mere i fokus hos udøverne.
For OL handler for mange ligeså meget om at feste, som det handler om at skabe resultater, siger flere udøvere.
For fire år siden måtte Mikkel Hansen til udpumpning efter Danmarks nederlag i kvartfinalen. Men for andre handler det mere om sex end om druk:
- Der er en hel masse sex. Det er en oplevelse for livet, og du skaber minder. Uanset om det er sex, fester eller på banen, siger målmand Hope Solo, som vandt guld med USA's fodboldhold i Beijing i 2008.
I de to uger, OL varer, bliver der virkelig gået til den på alle fronter, fortæller målmanden, der også er med i London.
- Jeg har set folk dyrke sex fuldstændigt åbent. På græsset og mellem bygninger smider folk sig og går til den, siger Hope Solo til ESPN.
Og IOC har da også forberedt sig. Ifølge ESPN leveres der 100.000 kondomer til atleterne i OL-byen. Altså væsentligt flere end de 70.000, der viste sig at være for få ved OL i Sydney i 2000.
Måske takket være den amerikanske skytte Josh Lakatos, der i 2000 egentlig var tjekket ud. Men han fandt en ledig lejlighed, brød låsen op og flyttede ind på øverste etage. De øvrige værelser blev lånt ud. Hurtigt flyttede andre amerikanere, især atletik-holdet, med ind i lejligheden. For er der noget, som man mangler i OL-byen, hvor der ellers er alt, er det privatliv, siger Lakatos.
Efter nogle dage blev det næsten for meget:
- Jeg tænkte hold da op. Jeg kører jo nærmest et bordel her. Jeg har aldrig set så mange udskejelser i hele mit liv.
Svømmer Ryan Lochte deltager ved sit tredje OL i London. Og han mener, at de fleste OL-deltagere er med i festen.
- Jeg vil tro 70-75 procent af OL-deltagerne, svarer han på ESPN's spørgsmål om, hvor mange der dyrker sex.
- Hey, af og til 'you gotta do what you gotta do'.
OL er bare i det hele taget et super godt sted at møde en - naturligvis - veltrænet partner, siger Tony Azevedo, anfører på USA's polohold. London bliver hans fjerde OL.
- Tænk på, hvor svært det er at møde nogen. En olympisk udøver, som træner fra klokken 6 til klokken 17 hver dag. Hvor helvede skal de møde nogen. Nu er presset væk, du møder folk som tænker som dig - og boom.
Flere danskere, blandt andre Caroline Wozniacki og de danske badminton-spillere, har valgt OL-byen fra. For de danskere, der bor i OL-byen, er fornøjelsen slut, når de ryger ud af konkurrencen. De får to dage til at pakke, og så er det ud.
Iøvrigt blev Hope Solo single sidste år...