Første danske OL-atlet tror på finaleplads

Danmarks Idræts-Forbund har udtaget skytterne Stine Nielsen og Anders Golding som de første danskere til OL

(Polfoto: Arkiv)
(Polfoto: Arkiv)

Riffelskytten Stine Nielsen glæder sig over, at hun sammen med skeetskytten Anders Golding som de første to danskere officielt er udtaget til næste års OL i London.

For 20-årige Stine Nielsen er det første gang, at hun skal deltage ved OL.

- Det er fedt at vide, at jeg er 100 procent sikker i stedet for 99,9 procent. Det er dejligt at få det afklaret i stedet for at gå med usikkerheden, siger Stine Nielsen.

Det er endnu for tidligt for hende at formulere en konkret OL-målsætning.

Vil gerne i finalen
- Lige nu, hvor jeg har fået det at vide, vil jeg ikke satse for højt, men jeg vil heller ikke satse for lavt.

- Jeg vil kæmpe en brav kamp for at nå finalen og blive blandt de otte bedste. Men jeg vil ikke blive alt for skuffet, hvis det ikke lykkes, for jeg gør alt, hvad jeg kan, siger riffelskytten.

27-årige Anders Golding deltog også ved OL i Beijing for tre år siden, hvor han blev nummer 25 i skeetskydning.

De danske skytter har sikret sig yderligere tre pladser ved næste års OL. Hvem, der skal repræsentere Danmark ud over Stine Nielsen og Anders Golding, er endnu ikke afgjort.