Danskere på vej mod triumf i Kiel

Den traditionelle Kieler-uge kan ende i den helt store triumf for Peter Krüger og Nicolai Thorsell

Peter Krüger og Nicolai Thorsell kan vinde både World Cup-afdeling og den samlede World Cup i Kiel. (Foto: Mick Anderson)
Peter Krüger og Nicolai Thorsell kan vinde både World Cup-afdeling og den samlede World Cup i Kiel. (Foto: Mick Anderson)

Det går forrygende for to danske 49'ere ved Kielerugen i det nordlige Tyskland.

Inden tirsdagens sidste sejladser ligger Peter Krüger og Nicolai Thorsell nummer ét med 39 point, mens Allan Nørregaard og Peter Lang indtager tredjepladsen med 49 point.

Og dét efter en mandag med fire sejladser, hvor skiftende vejrforhold udfordrede sejlerne.

- Det har været en spændende dag, hvor bygevejret og den springende vind har tvunget os til at trække på rigtigt mange forskellige taktiske værktøjer, fortæller Nicolai Thorsell.

- Efter frokost valgte vi at skide på fordelene og bare starte længere oppe til luv. Det viste sig at være det rette valg, siger han. Og det var ingen dum idé.

Skal rende fra østrigsk par
Fra placeringer som nummer syv og 12 før frokost avancerede Krüger og Thorsell til placeringer som nummer to og endelig en sejr i sidste sejlads.

De to sejlere har ud over den samlede sejr i Kiel også World Cup'en i kikkerten. Kielerugen er sidste afdeling, og danskerne står dermed med gode kort for at vinde World Cup'en også.

Parret ligger ganske vist 'kun' nummer otte samlet. Men bliver de nummer otte eller bedre i Kiel kombineret med minimum syv placeringer foran østrigerne Delle-Karth og Resch er sejren hjemme.

De ligger netop nu nummer seks. Og så mangler tirsdagens tre sejladser samt onsdagens medal race.

En samlet sejr vil være den første nogensinde for et dansk par.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere