Blæsten er i vejen for dansk OL-krig

Kraftig blæst gør det svært for de to danske 49'ere at bekrige hinanden i jagten på den enlige OL-billet

Der har været lagt op til en ren krig mellem de to danske 49'er-både, der ved world cup-stævnet i Hyéres i Frankrig kæmper om en enkelt OL-billet til London.

Men kraftig blæst har foreløbig undergravet danskernes planer om først og fremmest at gøre livet surt for hinanden.

- Første dag var ren overlevelse, og også i dag har det blæst så meget, at flere af de planlagte sejladser har måttet aflyses, siger sportschef Thomas Jacobsen.

- Vejret har gjort, at det har været umuligt for danskerne at 'sejle på hinanden', og for sejlsportens skyld er det jo egentlig udmærket, lyder det.

Før starten i Hyéres førte OL-guldvinderen fra Beijing, Jonas Warrer, sammen med sin makker Søren Hansen ganske knebent foran konkurrenterne, makkerparret Peter Lang og Allan Nørregaard.

Det er så tæt i den samlede stilling, at den bedst placerede danske båd i Hyéres også snupper OL-billetten - forudsat at den ender blandt de 25 bedste.

Her hvor man stadig mangler at afvikle halvdelen af world cup-ugen, er det Lang og Nørregaard, der nu ligger til at komme til OL.

De gik ind til tirsdagens sejlads med et lille forspring, og det er blevet udbygget en anelse, efter at parret sluttede tirsdagens sejlads som nummer tre, mens Warrer og Hansen endte på fjerdepladsen.

Bådene kan trække deres dårligste sejlads fra i den samlede stilling, og lige nu ligger Lang og Nørregaard nummer ni samlet, mens Warrer og Hansen er nummer 11.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere