Kun Kipketer er hurtigere end dansk OL-håb

OL-håbet Andreas Bube viste topform, da han løb den næsthurtigste danske tid i et indendørs 800-meter-løb

Kun Wilson Kipketer er nu noteret for en bedre dansk tid i et indendørs 800-meter-løb end OL-håbet Andreas Bube. Det er et faktum efter fredagens indendørs 800-meter-løb i tyske Düsseldorf.

Trods en lidt skuffende plads i B-heatet præsterede Andreas Bube med tiden 1.47,81 minutter den næsthurtigste tid indendørs nogensinde - sat af en dansk atlet.

Se også: Sara Slott og Andreas Bube OL-klar

Pensionerede Wilson Kipketer med kenyanske rødder har stadig den gældende verdensrekord på distancen i tiden 1.42,67, som blev sat i foråret 1997.

Andreas Bube understregede med præstationen, der gav en tredjeplads i heatet og en samlet syvendeplads ved stævnet, at han er i topform før sommeren OL i London.

Se også: OL-chef giver OL-debutanter ro i sjælen

Med tiden kom Andreas Bube også under kravet til indendørs-VM, der finder sted i Istanbul om en måned.

Det er dog stærkt tvivlsomt, om Bube stiller op til VM, eftersom træningen er strengt tilrettelagt efter EM i juli og det efterfølgende OL.

- Taget i betragtning, at jeg ikke har lavet specifik 800-meter-træning endnu, men stadig arbejder på de basale ting, så er tiden i dag rigtig god, men jeg forventer dog stadig ikke at stille op til VM, siger Bube i en pressemeddelelse.

Det var den 24-årige Bagsværd-løbers første start efter gennembruddet på 800-meteren i september, hvor han i Bruxelles udendørs løb distancen i tiden 1.45,04 minutter.

Længdespringeren Morten Jensen viste også fremskridt, da han i sit første forsøg sprang 7,86 meter. Den 29-årige bronzevinder fra sidste års inde-EM formåede dog ikke at øge i de følgende runder, og i sidste ende gled han ned på en fjerdeplads.

0 kommentarer
Vis kommentarer