Ekstra Bladet i Sochi: Journalister lever som vagabonder

Atleter og journalister er klar til OL i Sochi, mens det kniber gevaldigt for arrangørerne, der lader verdenspressen leve som hjemløse

Skihopperne har fundet sig til rette i Sochi, men det samme kan ikke siges om mange af de journalister, der skal dække begivenhederne. (Foto: AP)
Skihopperne har fundet sig til rette i Sochi, men det samme kan ikke siges om mange af de journalister, der skal dække begivenhederne. (Foto: AP)

Fredag aften tændes den olympiske flamme i Sochi, og dernæst venter 16 dage med vintersport af ypperste karat. Samme standard synes imidlertid ikke at være gældende for de mediefolk, der har fundet sig til rette i byen ved foden af Sortehavet.

Ugen igennem har verdenspressen kunne berette om fatale forhold og kaotiske tilstande, der på ingen måde stemmer overens med det billede, Rusland med Vladimir Putin i spidsen, har ønsket at tegne i forbindelse med afholdelsen af den store begivenhed.

Se også: Tandpasta-terror spøger i Sochi

For adskillige journalister har mødet med Sochi været en tragikomisk oplevelse, og særligt problemer med indkvartering på ufærdige hoteller har været et altoverskyggende tema.

Ekstra Bladets udsendte sportskommentator, Jan Jensen, bakker gerne op om den påstand. Han ankom til OL-byen sent torsdag aften, men selv om der blot er få timer til, at legene løber af staben, er han endnu ikke blevet tildelt et værelse på sit hotel.

- Vi sidder 20-25 journalister rundt omkring på gangene i nogle sofagrupper og venter på, at vi skal få vores værelser. Personalet siger, at de er ved gøre dem klar, men vi kan ikke få ordentlig besked om, hvornår det bliver, siger Jan Jensen.

- Går der en time, går der to eller hvor lang tid skal vi vente? Jeg skal til pressemøde med Kronprinsen tidligt fredag morgen, så det vil være meget rart, hvis man kunne blive vasket inden.

Se også: Skøre OL-forhold: Farligt vand og manglende gulv

Sikkerheden kan der ifølge Jensen ikke sættes en finger på, men opholdet i byen, værterne beskriver som værende et af de bedst beskyttede områder i verden, har alligevel enorme mangler på andre fronter. Således er kommunikationen på stedet en – undskyld udtrykket – by i Rusland

- Vi er på et lukket hotelområde med vagter, sikkerhedsudstyr og hegn rundt om os. Folk går hvileløse rundt, og der er en følelse af frustration. Heldigvis er der en bar, som har åbent, men man kan ikke få besked om fremtiden, fortæller Jensen.

- Hvis de bare kunne sige, at værelserne var klar til os om en time, men sådan er det ikke. Vi ved ikke, om de er ved at bygge dem, eller hvad der sker. Det virker ikke til, at der er styr på noget som helst.

Historien gentager sig
Desværre er Ekstra Bladets mand i marken langt fra den eneste, som diskvalificerer forholdene i værtsbyen. Ugen igennem har kolleger fra den øvrige verdenspresse på skift taget bladet fra munden og publiceret deres bizarre oplevelser.

En af dem er tyskeren Christof Siemes, der arbejder for avisen Die Zeit. Han har sågar begået et blogindlæg om de skandaløse forhold, han og de tyske kolleger har stiftet bekendtskab med, siden de ankom til Rusland.

- Jeg har aldrig været en stor fan af, at disse lege skulle afholdes i Sochi, men nu hvor jeg oplever det, er jeg alvorlig rystet.

Se også: 43 pr. atlet: Olympisk rekord i kondom-uddeling

Sådan indleder han sit indlæg på det tyske medies hjemmeside, og læser man videre, forstår man godt, hvorfor journalisten ikke ligefrem er i sit muntre hjørne.

- På mit værelse dufter malingen fra gulvet stadig så frisk af gift, at både mine øjne og min hals brænder. Forsikringen om, at der ville være internet tilgængeligt på alle værelserne, tror vi efterhånden heller ikke længere på, skriver Siemes.

- Og spørg bare vores kolleger på Tagesspiegel (Der Tagesspiegel, tysk avis, red.), hvordan de havde det med at sidde fast i mere end en halv time i en elevator, uden nogen reagerede på deres råb om hjælp, selvom de havde trykket på alarmknappen.

Se også: TV: Canadiere sender Putin spydig homo-hilsen

Nej, optakten til dette OL har ikke ligefrem været optimal. Nu kan der blot håbes på, devisen om, at en dårlig generalprøve giver en god premiere, holder stik.

Det afgøres senere fredag, når faklen tændes på det olympiske stadion.

0 kommentarer
Vis kommentarer