Russer-babe curlede Danmark af isen

Danmark tabte 7-4 efter et dramatisk og højspændt opgør

Sidorova og hendes team var Danmark overlegen på isen (Foto: Zuma)
Sidorova og hendes team var Danmark overlegen på isen (Foto: Zuma)

SOCHI (Ekstra Bladet): De danske kvinder var ude i et regulært curlingdrama i holdets første udfordring ved Vinter-OL i Sochi. Men desværre viste værterne fra Rusland sig at være en for stor mundfuld for en flok nervøse danske kvinder, der tydeligvis var præget af den hektiske stemning i hallen.

Allerede ved præsentationen virkede spillerne på det danske hold generte og beklemte ved situationen. Der manglede noget udstråling over hele linien, og de brød sig åbenlyst ikke om at få stukket et tv-kamera helt op i hovedet. Russerne virkede mere scenevante. Flere af dem minder om fotomodeller, og holdets kaptajn, Anna Sidorova, er allerede af Ekstra Bladets kyndige læsere blevet kåret som OL's smukkeste kvinde.

Se også: Stort galleri: 20 af de lækreste OL-babes

Desværre fortsatte de danske kvinder med at være beklemte, da spillet gik i gang. Det russiske publikum jublede højlydt selv ved en helt ordinær takeout, og det fik kun nervøsiteten til at brede sig hos de danske kvinder.

Selv enkle sten blev misset, og selv om russerne heller ikke spillede blændende curling, så trak de alligevel fra og bragte sig foran 4-1 efter femte ende.

Derfra var det op ad bakke for det danske hold, men pausen inden sjette ende viste sig at være brugt fornuftigt. Toppen blev taget af nerverne, og fejlene blev minimeret. Kaptajnen, Lene Nielsen, begyndte at sætte de sidste sten rigtigt, og i løbet af to ender havde Danmark fået reduceret den russiske føring til blot en enkelt sten.

I ottende ende spillede Danmark blændende. Kvinderne begyndte også at virke mere frie og afslappede. De småpludrede og smilede mellem stenene, mens russerne stivnede og begyndte at misse sten, som de ellers tidligere i opgøret havde mestret. Selv kaptajnen Anna Sidorova faldt voldsomt i niveau og brændte en helt oplagt takeout.

Se også: Kaptajnen kiksede i curlinghallen

De danske piger fik udlignet til 4-4, og så var kampen igen helt åben. Niende ende blev præcis lige så uhyggeligt spændende som forventet. På et tidspunkt, hvor begge hold havde fire sten tilbage, tog Lene Nielsen en timeout for at få samlet holdet. Træner Gert Larsen blev også kaldt til, inden Helle Simonsen skulle sætte den næste sten.

Den blev ikke aggressiv nok, og derfor var det op til Lene Nielsen at bringe Danmark helskindet gennem enden. Hendes første forsøg kiksede totalt. Hun kom skævt ind i huset og bragte russerne i en fordelagtig position, som kunne blive afgørende for kampen. Derfor var det nu russerne, der tog en timeout og kaldte træner Thomas Lips på banen. Han gav desværre de rigtige råd. Sidorova satte igen stenene perfekt, og russerne kom foran 6-4 inden sidste ende.

Se også: Kærlighed i curlinghallen: Her er det danske OL-par

Det forspring kunne Danmark ikke hente i 10. og sidste ende. Russerne spillede klogt, og med sin næstsidste sten sikrede Sidorova i realiteten hjemmeholdets sejr. Det gjorde hun ved at rydde huset for danske sten, og derfra var opgaven umulig at løse for Lene Nielsens hold.

Men sidste halvdel af kampen viste trods alt, at der er meget god curling i de danske kvinder, og med otte opgør endnu er der rigeligt med muligheder for alligevel at nå frem til semifinalerne.

1 af 3 Endnu en dansk nedtur på isen (Foto: RIA Archive)
2 af 3 (Arkivfoto: AP)
3 af 3 Sidorova og hendes team var Danmark overlegen på isen (Foto: Zuma)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere