Bjørndalen missede ny rekord

Norge tabte nyt skiskydningsguld på gulvet på sidste tur i stafetten

SOCHI (Ekstra Bladet) Helt frem til sidste skifte i skiskydningsstafetten så det ud til, at norske Ole Einar Bjørndalen ville tage sin niende olympiske guldmedalje og sin 14 medalje i alt. Men så gik alt i kage på den sidste tur, og Norge endte lige præcis uden for medaljerne. I stedet tog Rusland guldet foran Tyskland.

Ved det første skifte var Norge elers allerede i front foran Tyskland og Rusland, og det så ret hurtigt ud til, at det netop var de tre lande, der skulle afgøre det i mellem sig. Norske Boe kiksede et skud på sin første skydning, men hentede hurtigt det tabte ind igen.

På den stående skydning var han fejlfri og hurtigt ude i sporet igen. Der satte han lige både Tyskland og Rusland, som begge kiksede i skydningen.

Efter to gange Boe, var det selveste rekordmageren, Ole Einar Bjørndalen, der skulle løbe tredje tur for Norge. Han lagde ud med et komfortabelt forspring på godt 20 sekunder, og så begyndte man jo at ane endnu en rekord fra den 40-årige veteran.

Bag ham havde der samlet sig et større forfølgerfelt, men han bevarede forspringet frem til sin første skydning. Her rystede han ikke på hænderne. Fem skud lige i plet, og så var han på ski igen. Nu med et forspring på 22 sekunder til russeren Malyshko, der også skød godt og hurtigt.

Russeren halede også en smule ind på Bjørndalen frem mod den stående skydning. Her leverede veteranen dog endnu en fejlfri omgang, mens russeren kiksede et enkelt. Tyskerne skød derimod fejlfrit og indtog nu andenpladsen, men stadig havde Bjørndalen et forspring på den rigtige side af 20 sekunder.

Det var nærmest en æresrunde, han var ude på i sit sidste olympiske løb. Men han nød det vist for meget, for han gik ned i tempo frem mod det sidste skifte, eller også var det tyskeren, Arnd Peiffer, der løb ualmindeligt hurtigt på ski.

Ved skiftet var forspringet skrumpet til bare to sekunder, men Norges sidste mand var trods alt den olympiske guldvinder, Emil Hegle Svendsen. Tyskerne sendte Simon Schempp ud på sidste tur, og han holdt sig tæt til Svendsen frem til første skydning. Her kiksede de begge et skud, og det betød, at russerne var ved at få kontakt igen. I øvrigt sammen med Østrig.

Ude på ruten blev de fire hurtigt samlet, og så fik vi den finale på de olympiske skiskydningskonkurrencer, som vi kun kunne have ønsket os.

Fire lande i spil til tre medaljer og Norges Bjørndalen med mulighed for at sætte endnu en olympisk rekord. Nu kunne han bare ikke selv afgøre det. Han måtte sætte sin lid til Svendsen, men han smed det hele på gulvet i den sidste skydning. Fire forbiere, mens tyskeren var fejlfri og hurtigt på ski fulgt af Rusland. Østrig var også rykket fra den stakkels Svendsen, der ikke blev lørdagens populæreste nordmand. I hvert fald ikke i Norge.

Frem mod mål satte russeren Anton Shipulin let sin tyske følgesvend og vandt en sikker sejr. Østrig blev nummer tre og Norge en skuffende nummer fire efter at have ført helt frem til det sidste skifte.

0 kommentarer
Vis kommentarer