Olympisk Komité modtager terrortrusler før OL

Formanden for Ungarns Olympiske Komité hævder, at også andre lande har modtaget terrortrusler

Rusanna Ibragimova kan være en af de terrorister, som truer vinter-OL. (Foto: AP)
Rusanna Ibragimova kan være en af de terrorister, som truer vinter-OL. (Foto: AP)

Ungarns Olympiske Komité (MOB) har modtaget et brev, der indeholder en terrortrussel forud for de olympiske vinterlege i Sotji.

Det fortæller MOB-ledelsen onsdag til Ungarns nationale nyhedsbureau MTI, og oplyser samtidig, at man har kendskab til andre lande, der har modtaget lignende trusler.

Terrorister truer vinter-OL: USA klar med militær

MOB's generalsekretær Bence Szabo forklarer, at truslen er blevet fremsendt per e-mail.

- Det er desværre sandt. Vi modtog et brev skrevet på russisk og engelsk i MOB's mailbox, hvor den ungarske delegation bliver truet med terrorangreb. De skrev også, at vi hellere skulle blive hjemme, siger Bence Szabo ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Så vild er USA's raket-dragt

MOB slår fast, at truslen bliver taget alvorligt, og at de russiske OL-arrangører og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) er blevet underrettet.

I det hele taget er der stor fokus på sikkerheden to en halv uge før åbningen af vinter-OL.

Onsdag oplyser BBC, at de russiske myndigheder jager en kvinde, der formodes at være i gang med at planlægge et selvmordsangreb i forbindelse med legene.

Curlingskipper skal bære dannebrog ved OL-åbning

Kvinden, der menes at være enke efter en militant islamist, skal være kommet til Sotji tidligere i denne måned trods et enormt sikkerhedsopbud i OL-byen ved Sortehavet.

Den 23-årige Rusanna Ibragimova fra Dagestan i Nordkaukasus er på plakater udpeget som en af mindst tre potentielle kvindelige selvmordsbombere i regionen. Efterlysningsplakaterne er hængt op af de russiske myndigheder.

To danske skiløbere udtaget til vinter-OL

Over 30.000 politifolk og soldater er sat ind for at sikre vinter-OL.