Marianne Jelved udfordrer Putin

Kulturministeren bærer regnbuepin, mens hun er til OL i Sochi

Marianne Jelved vil bære regnbuepin, der viser, hun støtter bøsser og lesbiske, under hele besøget i Sochi. (Foto: Privatoto/Facebook)
Marianne Jelved vil bære regnbuepin, der viser, hun støtter bøsser og lesbiske, under hele besøget i Sochi. (Foto: Privatoto/Facebook)

SOCHI (Ekstra Bladet) Da kulturminister Marianne Jelved sent i aftes ankom til De Olympiske Lege i Sochi, lod hun sig straks fotografere i hotellets lobby.

Billedet lagde hun i nat ud på sin Facebookside, og det gode øje kan straks se, at hun bærer Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes regnbuepin på venstre side af skjorten.

Det er en klar provokation af den russiske præsident Vladimir Putin, som har forbudt alle former for demonstrationer under legene, og som har indført voldsomme restriktioner over for især bøsser og lesbiske, som han sammenligner med pædofile.

Se også: Dansk OL-håb kørt agterud: Det var skidt hele vejen

Blandt andet derfor reagerer Marianne Jelved, og hendes manifestation er en bevidst og nøje gennemtænkt handling, fortæller hun Ekstra Bladet.

- Jeg har tænkt mig at gå med den pin i al den tid, jeg er her i Rusland. Det gør jeg for at tilkendegive en holdning.

Du fik etsjal af Copenhagen Pride og aktivistgruppen To Russia With Love, inden du tog her til Sochi. Det er en pels på den ene side og regnbueflaget på den anden. Har du tænkt dig at bruge det også?

- Det ved jeg ikke endnu.

Men har du det med i kufferten?

- Ja, siger Marianne Jelved.

Hendes forhold til landsforeningen har stået på i mange år. For 11 år siden kårede foreningen hende således som årets politiker.

Se også: Midt i norsk OL-krise: Ny alpin-konge tager guld

Inden afrejsen til Sochi sagde kulturministeren til Ekstra Bladet, at hun ikke går ind for at boykotte legene, som politikere fra mange andre lande har gjort.

I stedet opfordrer hun til kritisk dialog, men endnu er det ikke planen, at hun skal møde repræsentanter fra Putins styre i de tre dage, hun følger legene.

-- Jeg har en aftale med en russisk forfatter i morgen, og jeg går ud fra, at jeg der får nærmere kendskab til forholdene i Rusland, siger hun.

0 kommentarer
Vis kommentarer