Gik til ekstremer for at se deres søn deltage ved vinter-OL

Et dedikeret par har valgt at cykle en sindssyg rute for at opleve mandens søn i aktion i PyeongChang ved vinter-OL

Mischa Gasser har en meget dedikeret far. Foto: AP Photo/John Leicester
Mischa Gasser har en meget dedikeret far. Foto: AP Photo/John Leicester

Mange forældre har nok en drøm om at se deres barn ved vinter-OL, og så er der dem, som gør det til et mål i sig selv. 

Et schweizisk par har valgt at cykle hele 17.000 kilometer for at se atleten Mischa Gasser i aktion ved vinter-OL. Freestyle-skiløberens far og papmor forlod deres hjem 70 kilometer vest fra Zürich i februar 2017.

Her besluttede de at cykle af sted mod PyeongChang. Den lange cykeltur bød på mange oplevelser, hvor 20 lande blev passeret.

- At ankomme her til PyeongChang og se min søn vente på os. Vi er meget rørte. Jeg har ingen ord, siger faderen Guido Huwiler til Reuters.

Vanskelig tur til Sydkorea
Det var dog ikke en helt nem tur for Guido Huwiler og Rita Ruttimann. De fortæller, at det var svært at cykle næsten hele tiden, men det var kravet for at nå til PyeongChang til tiden.

Sværeste udfordring var at cykle på Pamir Highway i Centralasien, hvor man kan komme helt op i 4.000 meters højde.

- Vi var meget trætte efter turen. Vi var helt færdige bagefter og var nødt til at holde pause i to til tre uger, siger Huwiler.

Ved den kinesiske grænse havde parret problemer med at få visum, og det var pudsigt nok på grund af Guido Huwilers skæg. Han nægtede at klippe skægget af, så derfor var de nødt til at finde en alternativ rute.

Ifølge faderen har Mischa Gasser drømt om at deltage ved vinter-OL, siden han var cirka fem år gammel.

- Det vigtigste er, at han udlever sin drøm, og jeg ønsker bare at være tæt på ham, når det sker, siger faderen.

Det eventyrlystne par har allerede store planer, efter at de har set Mischa Gasser i aktion ved vinter-OL. Her rejser Huwiler og Ruttimann videre igennem Sydkorea til Japan, Rusland og Mongoliet og muligvis til Kina, hvis faderen kan få lov.

Mischa Gasser skal i aktion 17. februar. Han deltog også ved vinter-OL i 2014, hvor Gasser sluttede som nummer 18.

Se også: Ballade hos OLs nye kæledægger: Træner vil stjæle bob-slæden

Se også: OL-medalje i idioti: Fik sparket efter sex-snak om OL-sensation

4 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere