Kæmpe OL-overraskelse: 'Ingen troede, det kunne ske!'

De to store forhåndsfavoritter kiksede fuldstændig i skiskytternes sprint ved OL og røg begge langt uden for medaljerne

Martin Fourcade fik ikke sin skydning til at fungere og sluttede højest overraskende som nummer otte i mændenes sprint. Foto: AP Photo/Andrew Medichini
Martin Fourcade fik ikke sin skydning til at fungere og sluttede højest overraskende som nummer otte i mændenes sprint. Foto: AP Photo/Andrew Medichini

Franske Martin Fourcade og norske Johannes Thingnes Bø har skiftedes til at vinde sæsonens World Cup-løb i skiskydning, og derfor var de to dominerende herrer kæmpefavoritter til at snuppe de to øverste pladser ved OL i Pyeongchang, da mændenes sprint skulle afgøres søndag.

Men sådan gik det slet, slet ikke i den kraftige vind i Sydkorea. Fourcade, der har været på podiet i samtlige 15 World Cup-løb denne sæson, måtte tage til takke med en ottendeplads i Pyeongchang, mens Thingnes Bø sluttede helt nede som nummer 31.

Både Fourcade og Thingnes Bø lagde ud med at misse tre skud i liggende position, og favoritterne var aldrig i nærheden af at indhente fejltagelserne, hvilket chokerede blandt andre NBC-journalisten Nick Zaccardi:

Også den svenske tv-ekspert Magdalena Forsberg havde svært ved at tro sine egne øjne:

- Martin Fourcade otte. Johannes Thingnes Bø 31. Hvad er det egentlig der sker? Det er meget overraskende. Måske var de overtændte? Ingen troede, at det her kunne ske, sagde Magdalena Forsberg på svensk tv.

OL-guldvinderen fra Sochi, Martin Fourcade, var også selv chokeret efter sprinten:

- Jeg forstår ingenting. Jeg havde fin selvtillid både i sporet og i skydningen. Det er en stor skuffelse. Når jeg står og kigger på resultatet og konstaterer, at jeg er helt ude af toppen, så bliver jeg meget skuffet, sagde Martin Fourcade til tv kort efter afgørelsen.

Noget mindre diplomatisk var Johannes Thingnes Bø:

- De andre skal være glade for, at vi kiksede fuldstændig i dag. Ellers havde de ikke haft en chance.

Tysk guld
Det blev tyske Arnd Peiffer, der udnyttede favoritternes fald og overraskende vandt guld i skiskytternes sprint.

Peiffer kom i mål i tiden 23 minutter og 38,8 sekunder. Det var næsten fem sekunder hurtigere end Michal Krcmar fra Tjekkiet, som fik sølv.

Italienske Dominik Windisch endte på tredjepladsen og dermed tog bronze.

Læs meget mere om vinter-OL herunder:

Se også: Utroligt comeback sikrer norsk OL-guld

 Se også: Verdensrekord, jordskælv og et prægtigt overskæg ved OL

Se også: Vil give Nobel-prisen til fælles koreansk OL-hold

 Se også: Hollandsk fænomen scorer OL-hattrick på isen

Se også: Danske Christoffers OL-debut udsat: Sikkerheden vigtigst

Se også: 17-årig skaber olympisk sensation

30 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere