Magiske Marit! 37-årigt guldmonster knuste konkurrenterne

Marit Bjørgen udbyggede sin egen og Norges OL-rekorder med guldmedalje i sidste OL-disciplin

Marits karriere har været alt andet end et mareridt. Foto: AP
Marits karriere har været alt andet end et mareridt. Foto: AP

Langrendsløberen Marit Bjørgen satte søndag et fornemt punktum for Norges fænomenale vinter-OL.

I kvindernes 30 kilometer fællesstart i klassisk stil var hun sine konkurrenter overlegen. Og i tiden 1 time 22 minutter og 17,6 sekunder vandt hun sin anden guldmedalje i Pyeongchang.

Det var samtidig sidste konkurrence ved vinterlegene, som officielt lukkes ned med en afslutningsceremoni søndag.

Med medaljen har Bjørgen nu i alt 15 OL-medaljer. Hun var i forvejen den udøver, der havde vundet flest medaljer i vinter-OL's historie.

Hun kommer desuden op på siden af den legendariske norske skiskytte Ole Einar Bjørndalen med i alt otte OL-guldmedaljer gennem karrieren.

- Alt lykkedes i dag (søndag, red.). Det var helt perfekt, siger Bjørgen ifølge nyhedsbureauet NTB.

- Det er mit sidste OL. Det er en fin måde at slutte af på, siger hun.

Ufattelig bedrift af Bjørgen. Foto: AP
Ufattelig bedrift af Bjørgen. Foto: AP

Norge slog tidligere på ugen rekorden for flest medaljer ved et vinter-OL nogensinde. Bjørgens guldmedalje udbygger dermed også landets rekord, der nu lyder på 39 medaljer.

Triumfen betyder samtidig, at Norge nu har 14 guldmedaljer, og dermed slutter nordmændene med samme antal som Tyskland.

I alt har Norge dog hentet otte medaljer mere end tyskerne.

Finske Krista Pärmäkoski var næsten to minutter efter, da hun løb over stregen og fik sølv, mens svenske Stina Nilsson fulgte efter på tredjepladsen.

Løbets dramatiske højdepunkt fandt sted med omkring syv kilometer igen, da østrigske Teresa Stadlober løb den forkerte vej og mistede chancen for at kæmpe med om medaljer.

Se også: Gigantisk OL-drama fra morgenstunden: Vandt guld i overtiden

Se også: Her skriver hun OL-historie - den største nogensinde

Se også: Mens du sov: Norge blev historisk i vild medaljerus

41 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere