38 medaljer.
Så mange styk kom Norge lørdag morgen dansk tid op på ved vinter-OL i Pyeongchang, da det norske hold i alpint skiløb overraskende tog bronze i en direkte duel med Frankrig.
Det rækker ikke blot til at være den klart mest vindende nation ved dette års vinterlege. Det er også flest medaljer af et land nogensinde ved et vinter-OL.
Med bronzemedaljen til de norske skiløbere overgik Norge nemlig USA, der i 2010 fik 37 medaljer ved vinterlegene i Vancouver.
De mange medaljer fordeler sig på 13 guldmedaljer, 14 sølvmedaljer og 11 bronzemedaljer.
Nordmanden Leif Kristian Nestvold-Haugen slog franske Clement Noel i den tætte dyst og sikrede til sidst norsk metal.
- Det er fantastisk. Det var en holdindsats, og alle har presset hinanden. De, som stod på toppen i dag (lørdag, red.) og var reserver, pressede os i træningen i går (fredag, red.), siger han ifølge nyhedsbureauet NTB til Eurosport.
Bronzen sendte desuden den norske medaljetotal i alpint skiløb op på syv. Det slår nationsrekorden for flest medaljer i den kategori. Norges bedste var før legene i Pyeongchang fem alpine medaljer, som landet fik ved OL på hjemmebane i Lillehammer i 1994.
- Det er virkelig sjovt. Jeg havde glædet mig til i dag (lørdag, red.). Jeg vidste, at vi havde muligheder. Det var ekstra godt at se, at vi tog bronze. Jeg er meget stolt af alle, siger Nina Haver-Løseth, der også var en del af det norske hold.
Guldet gik til holdet fra Schweiz, der slog Østrig i finalen. De østrigske skiløbere havde forinden slået nordmændene ud i semifinalen.
I konkurrencen, hvor holdene består af både mænd og kvinder, dyster skiløbere mod hinanden i en direkte slalomduel.
Det var første gang, at holdkonkurrencen i alpint skiløb var med i OL-sammenhæng.
Tidligere OL-deltager: Joachim B. Olsen fakede med fanen
Heppekor går verden rundt: Her er sandheden om OLs nordkoreanere
* * *
Også Canada havde en forrygende nat dansk tid, da de sikrede sig landets guldmedalje nummer 11 ved vinter-OL i Pyeongchang.
Den blev vundet af snowboarderen Sebastien Toutant, der hoppede sig til en samlet score på 174,25 i herrernes finale i disciplinen big air, hvor udøverne viser deres akrobatiske trick i luften på et stort hop.
Canadieren henviste amerikanske Kyle Mack til andenpladsen. Det gjorde han for øjnene af Donald Trumps datter, Ivanka Trump, der blandt andet er i Sydkorea for at deltage i søndagens afslutningsceremoni.
Mack fik en samlet score på 168,75. Bronzemedaljen gik til britiske Billy Morgan, der fik en samlet score på 168,00.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.