De olympiske vinter-lege er i fuld sving i sydkoreanske Pyeongchang.
Danmark har allerede haft Christoffer Faarup i gang på pisterne, hvor han - dog kun i træningen - leverede en fin indsats i styrtløbet.
Den 25-årige aarhusianer kom i mål som 35. bedste løber af de 81 startende. Det var bedre end både verdensmester Beat Feuz og superstjernen Marcel Hirscher, der dog ikke gav den fuld skalle.
Anderledes skidt gik det for svenske Måns Hedberg.
Den 24-årige snowboarder styrtede og slog sig alvorligt i kvalifikationen til slopestyle og blev liggende efter landingen.
Hedberg, der så sent som i marts sidste år brækkede nakken under et lignende styrt, slap trods alt billigere denne gang, men blev alligevel kørt på hospitalet, inden kvalifikationen var overstået.
- Alt er under kontrol, sagde den svenske landstræner Jakob Swaberg til Aftonbladet umiddelbart efter.
Hackerangreb
Helt gnidningsfrit går det heller ikke for arrangørerne.
Angiveligt er de blevet udsat for et hackerangreb under fredagens åbningsceremoni, hvilket betød, at hjemmeside blev lukket ned, mens festivitassen stod på, mens der også var problemer med billetterne til enkelte konkurrencer.
- Vi er i gang med at undersøge, hvad der er sket, og vi vender tilbage med yderligere information, når vi har flere detaljer, kom det fra talsmanden Sung Baik-du.
Det er langt fra nogen overraskelse, at hackere - foreløbig uidentificerede - er gået stærkt efter legene i Sydkorea, ligesom andre store begivenheder med jævne mellemrum oplever lignende angreb.
Ifølge arrangørerne var der dog 'kun' tale om angreb på 'ikke-kritiske systemer' i nogle timer. Hvad de så end mener med det...
Hverken sportsudøvere eller tilskuere har dog skulle frygte for deres sikkerhed af den grund, melder arrangørerne.
En ting, der har fyldt voldsomt meget - og som med sikkerhed vil fortsætte med at sætte dagsordenen - er Rusland, udelukkelsen og de udøvere, der stiller op under neutralt flag.
Bange for det russiske flag
En af de russere, der har fået lov at være med, er freestyle-stjernen Maksim Burov.
Han fortæller til svenske Aftonbladet, at han ligefrem frygter de russiske flag, som fans kan have taget med.
- Det er farligt for os, at der kommer så mange fans med russiske flag. Vi er på vagt over for folk, der vil posere i nærheden af os med flagene, siger Burov.
Årsagen er simpel: Udøverne har fået klar besked på fra IOC, at de ikke må bære symboler eller flag på deres dragter under legene.
Endelig er der registreret yderligere elleve tilfælde af noro-virusset i OL-byen.
Det bekræfter arrangørerne.
I alt er 139 personer nu blevet smittet af virusset siden 1. februar.
Sygdommen kan føre til omgangssyge og diarré og er meget smitsom mellem mennesker, hvor det kan sprede sig via mad og drikke.
I den norske lejr er der ligefrem indført hilse-forbud for at undgå yderligere tilfælde.
Det skriver nyhedsbureauet NTB.
Stjal billedet ved OL: Her er håndtrykket der skriver historie
Hele verden jubler over afklædt OL-helt
Husker du Danmarks skøjteprinsesse? Her er Mikkeline i dag
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.