Nordkoreanernes hårde OL: Må ikke gå alene på toilettet

Livvagter og officielt personale overvåger de nordkoreanske OL-udøvere hvert eneste minut døgnet rundt i Pyeongchang

Imponerende arbejde af de medbragte nordkoreanske cheerleaders. (Credit: AP/Thomas Schuurman)

Mens udelukkelsen af Rusland og den vedvarende saga om de 169 udøvere, der stiller op under neutralt flag, fortsætter med at fylde i overskrifterne om Vinter-OL i Pyeongchang, så er historien om Nordkoreas tilstedeværelse hos naboerne mod syd et mindst lige så stort emne.

Der var håndtrykket under åbningsceremonien mellem lillesøsteren til Kim Jong-un og Moon Jae-in, Sydkoreas præsident, og det fælles ishockeylandshold har også ramt alverdens medier.

Senest har en opsigtsvækkende cheerleader-gruppe, der er helt ualmindeligt meget i takt, skabt opmærksomhed ved flere begivenheder.

Nu fortæller to nordkoreanske afhoppere til CNN, hvordan livet er i den nordkoreanske lejr under vinter-legene.

Tidligere har en kvindelig ishockeyspiller taget springet. Det skete i 1997, mens en judo-kæmper gjorde tilsvarende i Spanien i 1999. Cheerleaderen Han Seo-hee gjorde det i 2006, da hun sammen med en gruppe optrådte i netop Sydkorea.

Her bor hun stadig og har talt med CNN i forbindelse med legene.

I hendes optik er det usandsynligt, at de nordkoreanske udøvere hopper af, fordi der er så meget fokus på dem under opholdet.

'Jeg ville ikke have overvejet det'
Samtidig har de fået tudet ørerne fulde af, at det vil have enorme konsekvenser for deres pårørende hjemme i Nordkorea, hvis de ikke er ombord på bussen eller færgen, når de skal hjem.

- Havde det været mig nu, ville jeg ikke have overvejet det. De har familie derhjemme, og de ved, at hvis de hopper af, så vil familien være skrækslagen og efterfølgende straffet.

Det fælles kvindelige koreanske ishockeylandshold heppes på af de nordkoreanske cheerleaders. Foto: Felipe Dana/AP
Det fælles kvindelige koreanske ishockeylandshold heppes på af de nordkoreanske cheerleaders. Foto: Felipe Dana/AP
 

Det er dog nok for meget at regne med, at der rent faktisk er afhoppere. For de er under konstant bevågenhed. Af livvagter, sikkerhedspersonale og andet godtfolk, der ikke har andet at lave end at holde øjnene på dem.

Det vil i så fald være en kæmpe skandale i Nordkorea – og en offentlig, international ydmygelse, som man for alt i verden vil undgå.

I omegnen af 500 nordkoreanere er i Pyeongchang i disse uger.

Sydkorea er fjenden. Det har de fået at vide, nogenlunde så længe de kan huske. Et land der er det stik modsatte af dem: Frihed, demokrati og åbne grænser.

Må ikke gå på toilettet alene
Samtidig er Sydkorea et land, hvortil tusinder af nordkoreanere er flygtet til siden Korea-krigen i begyndelsen af 1950’erne.

En unavngiven politimand, som CNN har været i kontakt med, og som ikke ønsker at stå frem med navns nævnelse af frygt for repressalier, fortæller, at de overvåges alle døgnets 24 timer.

De kan end ikke få lov at gå på badeværelset alene, mens alle samtaler også bliver nøje overvåget.

Den facon mennesker er opdraget på i Nordkorea betyder, at alle er opmærksomme på unormal eller direkte mistænkelig opførsel. Og så bliver det meldt.

- Ikke bare lederne – men også resten af gruppen vil blive straffet, hvis der ikke bliver meldt mistænkelig adfærd ind, fortæller han.

Artiklen fortsætter under billederne

Hårdnakkede protester i Seoul som følge af Nordkoreas deltagelse ved OL. Demonstranterne harcelerer over de pludselige diplomatiske forbindelse mellem Nord- og Sydkorea. Foto: Ahn Young-joon/AP
Hårdnakkede protester i Seoul som følge af Nordkoreas deltagelse ved OL. Demonstranterne harcelerer over de pludselige diplomatiske forbindelse mellem Nord- og Sydkorea. Foto: Ahn Young-joon/AP

Demonstranterne brænder de to landes fælles flag af i Seouls gader. Foto: Ahn Young-joon/AP
Demonstranterne brænder de to landes fælles flag af i Seouls gader. Foto: Ahn Young-joon/AP
 

Ifølge Han Seo-hee blev hun og de øvrige cheerleadere opfordret til at dyrke propaganda, når de fik chancen.

- Når vi skulle til Sydkorea, blev vi uddannet. Ikke kun i at heppe men også for at prale af vores leder. Vi blev opfordret til at tage kampen helt ind i hjerterne på vores fjender, siger hun.

Vagter foran hotellet
Ved legene i Pyeongchang har de nordkoreanske udøvere smilet pænt og disciplineret og svaret kortfattet på mange spørgsmål fra verdenspressen. Torsdag var de tilmed så afslappede, at flere af dem sås lave high five til den officielle OL-maskot…!

Ifølge Lee Chul-sung, der er chef for det sydkoreanske politi og samtidig i spidsen for sikkerheden ved legene, har Nordkorea ikke tilladelse til at tage eget sikkerhedspersonale med. Det har sydkoreanerne orkestreret til dem.

- Jeg vil ikke gå så vidt og sige, at deres udøvere er isolerede, men de er adskilt fra de øvrige deltagere. Vi har sørget for ekstra sikkerhed til dem.

Mandsopdækningen betyder også vagter udenfor deres hotel, så det er umuligt at komme både ind og ud.

Ifølge den unavngivne politimand kan alle nordkoreanere, der har været med en tur over grænsen, se frem til omfattende evalueringer, når legene er slut.

Det drejer sig om alt fra interviews til mere hårdføre afhøringer for at finde ud af, hvordan hver enkelt opførte sig i resten af verdens øjne.

Åbningsceremonien i Montreal i 1976. Det tog skatteyderne 30 år at betale gælden af ... Foto: All Over Press Sport og Spil Milliarder blev tabt: Her er de største olympiske fadæser

kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen