Nyt dansk OL-kollaps - semifinalen er langt væk

En dansk nedtur halvvejs i opgøret betød, at de norske curlingherrer kunne køre sejren hjem natten til søndag.

De danske curling-herrer får meget svært ved at nå semifinalen. Foto: AP
De danske curling-herrer får meget svært ved at nå semifinalen. Foto: AP

De danske curlingherrer indkasserede natten til søndag deres fjerde nederlag ved vinter-OL i Pyeongchang.

Det skete, da Danmark tabte 8-10 til Norge i en kamp, hvor et dansk kollaps halvvejs i opgøret blev vitalt.

Nederlaget betyder, at danskerne nu har fire nederlag og en enkelt sejr efter deres første fem kampe ved turneringen. Dermed er der lang vej op til de fire øverste placeringer, der giver adgang til semifinalerne.

De to hold fulgtes indledningsvist ad med et point hver i de to første ender.

Herefter sikrede danskerne sig en 2-1-føring i tredje ende, inden en dansk nedtur indfandt sig fra fjerde ende.

Her scorede nordmændene fire point. Det samme gjorde de i sjette ende, og dermed lød den norske føring pludselig på 9-3.

I kampens afsluttende ender fandt danskerne noget rigtig fint spil frem.

I syvende ende hentede de to point, og i næste ende formåede de ligeledes at score to point, til trods for at Norge havde sidste sten.

Det var dog stadig ikke helt nok til at indhente den norske føring.

Foran 10-7 i sidste ende formåede Norge at holde banen ren for særlig mange sten. Dermed var de danske curlingherrer aldrig for alvor tæt på at fuldbyrde deres lille comeback.

- Over ti ender var det rigtig fornuftigt, men de to ender var knap så fornuftige. Vi spillede en god gang curling, men på de to firere var vi bare ikke skarpe nok, konstaterer skipper Rasmus Stjerne.

- Den første firer gjorde ondt, men vi tabte ikke her og havde stadig masser af tid med kun tre point op.

- Den anden firer gjorde rigtig ondt, fordi vi havde spillet o.k., men manglede tur i den. Norge ramte, hvad de kunne, og havde pludselig fire derinde. "Hvad skete der lige der?", stod vi og tænkte, siger Rasmus Stjerne.

Danmark er nu noteret for fire nederlag og blot en enkelt sejr i turneringen, og det bliver svært at avancere blandt de fire bedste.

- Det er ingen hemmelighed, at vi ligger i bunden, hvor vi helst ikke skulle være. Men feltet er stadig tæt, og der er stadig fire kampe tilbage til at spille vores chance, siger skipperen.

Den næste kamp venter allerede søndag klokken 12.05 mod værterne fra Sydkorea.

- Nu skal vi lige restituere og have noget mad, og så må vi bygge os selv op igen. Vi skal være skarpe mod værtsnationen, lyder det fra den danske skipper.

Der resterer nu fire gruppekampe for danskerne.

Se også: Russisk angreb på OL-vinder: Hun er astmatiker

Se også: Danske curlingkvinder dummer sig - semifinalen er væk

Se også: Chokerer med usmageligt foto: Nu undskylder han det hele

14 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere