OL-stjernens personlige tragedie: Far ville slå mor ihjel

Canadisk ishockeyspillers liv tog en noget uventet drejning, da hans fars vilde planer blev afsløret

Linden Vey er med i Pyeongchang og skal første gang i aktion 15. februar mod Schweiz. Foto: All Over Press
Linden Vey er med i Pyeongchang og skal første gang i aktion 15. februar mod Schweiz. Foto: All Over Press

Der er ikke ret mange mennesker, der kender til Wakaw.

Den undseelige lille by med omkring 1.000 indbyggere ligger et sted mellem ingenting og ligegyldigheden i den canadiske provins Saskatchewan.

Her går livet sin stille gang med lidt butikker, nogle restauranter, en tankstation og et apotek.

Hvis ikke det havde været for Linden Vey, ville byen ikke have haft ret meget at blære sig med.

Men de har Linden Vey.

Og han kan spille ishockey.

Han har været forbi flere NHL-klubber men tjener i dag sine penge i schweizisk ishockey og kan nu prale af at være udtaget til De Olympiske Lege i Pyeongchang.

Han er ret god til ishockey, men udtagelsen kommer primært fordi NHL-klubberne ikke vil undvære sine stjerner midt i den hjemlige turnering, så alle lande er tvunget til at se bort fra de bedste spillere.

Det er de dog fløjtende ligeglade med i Wakaw, hvor der ikke findes et tv-apparat, der ikke er stillet ind på canadiske kampe under OL-turneringen.

Far Curtis skal ikke med
14. februar, der især i Nordamerika er kendt som Valentine's Day, er i Wakaw omdøbt til Vey Day - også selvom Canada nu først spiller 15. februar. Mod Schweiz i øvrigt.

Et kæmpe canadisk flag tog i dagene op til OL sin sejrsgang rundt i byen, så alle indbyggere kunne skrive en personlig hilsen til deres lokale helt. Og mor Brigitte udtalte til cbc.ca, at hun er umådelig stolt.

- Lokalsamfundet har været fantastisk. Vi afleverer flaget til ham, når vi ser ham, blev hun citeret for at sige, inden hun rejste til Sydkorea for at bakke op om sønnen. Sammen med resten af familien i øvrigt.

Eller...hele familien er ikke med.

Far Curtis kommer ikke til Sydkorea. Han bliver hjemme, fordi han ikke må forlade landet. Han blev i efteråret 2016 dømt skyldig i planlægningen af mord på mor Brigitte sammen med Jim Taylor, der var gift med Curtis' elskerinde, Angela Nicholson.

Artiklen fortsætter under billedet

Curtis Vey ankommer til retten i Prince Albert i foråret 2016. Foto: Jennifer Graham/Scanpix
Curtis Vey ankommer til retten i Prince Albert i foråret 2016. Foto: Jennifer Graham/Scanpix
 

 

Efter at have voteret i omegnen af 30 timer, kendte en jury Curtis skyldig sammen med Angela.

Brigitte skulle omkomme i en brand i parrets hus, mens Jim Taylor skulle tage medicin og 'forsvinde', som det hed i anklageskriftet.

En helt forfærdelig sag, hvor de dømte elskere dog afviste alt, men hvor en optagelse på en iPod, som Brigitte havde gemt under køkkenbordet tilbage i sommeren 2013, havde opsnappet en samtale mellem Curtis og Angela, der talte om deres ondskabsfulde planer.

Har ikke talt med far i flere år
Det blev det afgørende bevis i sagen, hvor de dømtes advokat forsøgte at forsvare dem ved at sige, at de nok havde snakket om det - men at de ikke havde i sinde rent faktisk at føre det ud i livet.

Det var såvel jury som dommer ligeglade med, og parret fik tre års fængsel i september 2016.

En dom, de begge appellerede, hvilket betød, at de blev løsladt. De er fortsat på fri fod, da der ikke er faldet dom i appelsagen, hvilket bare har trukket pinen yderligere ud for alle pårørende - heriblandt Linden.

Han erkender, at der er langt hjem til Canada fra Schweiz, men...:

- Jeg er glad for, at jeg flyttede til Europa. Det er blevet en slags reset af mit liv, og gjort at jeg er kommet væk fra alt. Det værste er dog, at jeg ikke har samme kontakt med min mor. Men Skype og FaceTime findes jo, så det går, har han sagt til svenske Aftonbladet.

Han forsøger ikke at tænke for meget om faderens ondskabsfulde planer.

- Jeg forsøger at lægge det bag mig og tænker ikke så ofte på det. Vi har en stærk familie, og mor er limen, der holder det hele sammen. Vi holder meget sammen. Jeg har ikke talt med min far i flere år, siger han.

Alt det ved folk i Wakaw bedre end nogen anden. De har fulgt det måske største drama i byens historie på nærmeste hold og venter nu som alle andre på, at der falder dom i appelsagen mod far Curtis og Angela Nicholson.

Imens er mor Brigitte rejst langt væk til Pyeongchang med et kæmpe flag og håbet om at se sin søn få succes på isen ved OL.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen