Se den live på eb.dk: Danske basketkvinder har kniven på struben

Danmark har ’hjemmebane’ mod Rumænien i en coronafri boble og SKAL vinde for at holde liv i EM-drømmen

Danmark møder søndag Rumænien - se den live hos Ekstra Bladet. Foto: Tariq Mikkel Khan
Danmark møder søndag Rumænien - se den live hos Ekstra Bladet. Foto: Tariq Mikkel Khan

Så er det ved at være sidste trut i trompeten for de danske basketkvinder, der i eftermiddag møder Rumænien i en altafgørende EM-kvalifikationskamp. Du kan se opgøret kvit og frit her på ekstrabladet.dk. Kampstart er kl. 15.30.

Danmark har ’hjemmebane’ i kampen, der dog på grund af coronapandemien i lighed med andre kval-kampe er flytte til det olympiske sportscenter i lettiske Riga, hvor samtlige spillere, officials, revl og krat og alt til faget hørende er anbragt i en forhåbentlig coronafri boble.

Kvindelandsholdet har været ude af drift i 15 år, men er vendt tilbage til virkeligheden for fuldt drøn i denne kampagne, hvor modstanden har været kontant og kompetent.

Efter tre indledende nederlag i gruppen, der ud over Rumænien også tæller Italien og Tjekkiet, er de danske kvinder pisket til at vinde, hvis der fortsat skal være håb om at ramme den næste EM-slutrunde.

Fredag tabte Danmark til Tjekkiet 64-84, mens rumænerne fik prygl 68-90 af de italienske kvinder. Danmark stred flot specielt i første halvleg mod tjekkerne, og det giver grobund for en vis optimisme inden eftermiddagens duel med rumænerne, der blot har en sejr i tre kampe – den faldt nærmest præcis for et år siden i Timisoara, hvor værterne inden covid-19 vandt ubesværet 70-55.

Det er kun gruppevinderne plus de fem bedste toere, der løser billet til EM, så Rumænien er det ene af de to hold, danskerne skal holde under sig, hvis den bedrift skal lykkes.

Rumænerne stiller med masser af rutine i skikkelser af 33-årige Gabriela Marginean og Annemarie Godri-Parau og Elisabeth Pavel, der begge har rundet de 30 og spillet et hav af europæiske kampe.

Den rutine kan danskerne af indlysende årsager ikke prale af i landsholdssammenhæng efter 15 år i kummefryseren. Og som mod tjekkerne kan fysikken komme til at spille en helt afgørende rolle:

- Vi kommer igen til at møde et hold, som er vant til at spille medmere fysik end os. Det skal vi være bedre til at håndtere, og samtidig skal vi selv justere vores fysiske spil i forhold til det, dommerne vil tillade, siger landstræner Jesper Krone.

Danmark skal holde Rumænien under si. Foto: Tariq Mikkel Khan
Danmark skal holde Rumænien under si. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Uanset om kvalifikationen skulle lykkes eller ej er kampene i den værdifuld i forhold til fremtiden for et ungt dansk landshold.

- Vi skal igen være modige og spille med optimisme som vi gjorde i første halvleg mod Tjekkiet og i store dele af kampen mod Italien. Når vi får sat flere gode perioder sammen og holder et højere bundniveau, tror jeg på, vi for alvor begynder at spille med om sejrene, siger landstræneren før knald eller fald-kampen i eftermiddag.

Anfører Gritt Ryder har noget, hun vil have vasket af efter det et år gamle nederlag til netop rumænerne:

- Vi har behov for at vise, at vores sidste kamp mod dem ikke var retvisende for de to holds styrke. De er dygtige som alle andre hold på dette niveau, men vi går benhårdt efter en sejr.

Danmark-Rumænien kl. 15.30

Transmission: ekstrabladet.dk

- Håber vi kan overraske

NBA-legende død

Så ekstremt rig var Kobe Bryant