Selvsikker basketlegende: Jeg kunne slå LeBron James

Den basketballpensionerede legende Michael Jordan mener, at han var bedre end nutidens formentlig største stjerne LeBron James

Hvis man spørger  Michael Jordan ved han godt, hvem der ville vinde, hvis han og den nuværende basketballstjerne LeBron James skulle duellere mod hinanden. (Foto: AP)
Hvis man spørger Michael Jordan ved han godt, hvem der ville vinde, hvis han og den nuværende basketballstjerne LeBron James skulle duellere mod hinanden. (Foto: AP)

Diskussionen om hvem der er bedst, får formentlig aldrig nogen ende. I hvert fald ikke før basketballmonstret LeBron James fra Cleveland Cavaliers slutter sig til den pensionerede legende Michael Jordan uden for banen.

Alligevel blusser debatten op nærmest hver dag. For hvem ville egentlig banke hvem i en god, gammeldags én-mod-én, hvis de begge var på toppen af deres karrierer og spillede samtidig. 'His Airness', Michael Jordan, eller 'King James', LeBron James?

Se også: Triatlon-triumf: Camilla Pedersen er igen europamester

Det spørgsmål havde den 52-årige og seksdobbelte NBA-mester med Chicago Bulls, Jordan, ingen problemer med at svare på, da han blev stillet det af en gruppe unge basketballspillere, som lørdag deltog i Jordans basketballcamp 'Flight School' i Californien.

- Om jeg kunne slå LeBron James i en én-mod-én? Uden tvivl!, svarede Jordan ifølge mediet sportsnet.ca.

Og så var den ligesom lukket af legenden...

Se også: Rørende afsked: Kaster bold for afdød bror

Jordan svarede også kækt og selvsikkert de unge knægte på andre interessante spørgsmål. Herunder kan du læse et uddrag af spørgsmålene og svarene:

Til spørgsmålet om, hvem der er den største 'trash talker' (spiller, der taler beskidt til en modspiller under kamp, red.), Jordan har stået over for i sin karriere: 

- Sandsynligvis Larry Bird (firedobbelt NBA-mester med Bostons Celtics). Han talte meget trash - god trash, ikke den beskidte af slagsen.

Til spørgsmålet om, hvad Jordan mener om, at Detroit Pistons-spillerne stormede væk fra banen, efter de havde tabt til Chicago Bulls og Jordan i sidste sekund af NBA-finalen i 1991:

- De skammede sig over, at vi slog dem. Jeg synes, det var dårlig sportsånd, svarede Jordan.

Se også: Tragisk uheld: Niårig dræbt af svingende baseballbat  

Til spørgsmålet om, hvad Jordan mener om, at Shaquille O'Neals (firedobbelt NBA-mester) påstand om, at det bedste Los Angeles Lakers-hold ville tæve det bedste Chicago Bulls-hold:

- Jeg vidste, at den ville komme... Det er svært at svare på, og sagen er, at vi aldrig finder ud af det. Men jeg tror, vi havde smadret dem.

Til spørgsmålet om, hvordan han ser tilbage på træningerne med holdkammeraterne på 'Dream Team' (det amerikanske landshold, der blandt andet vandt OL-guld i Barcelona i 1992, red.):

- Det var de bedste 'pick up games' (små kampe med færre regler og uden dommer, red.), jeg nogensinde har spillet. Mit hold bestod af mig selv, Scottie Pippen, Patrick Ewing, Larry Bird og Chris Mullin mod Magic Johnson, Clyde Drexler, Charles Barkley, David - og mit hold bankede dem.

Michael Jordan stoppede sin professionelle basketballkarriere i 2003 efter i alt 16 sæsoner i verdens bedste liga, NBA, for primært Chicago Bulls. 

4 kommentarer
Vis kommentarer