Coronavirus fører til aflysning af World Cup-finalen

De alpine skiløbere kommer ikke til at afslutte sæsonen i Italien på grund af coronavirus

Såfremt Federica Brignone kan holde konkurrenterne bag sig i kvindernes alpine World Cup, bliver det ikke som planlagt under hjemlige himmelstrøg i Italien, at hun kan kåres som vinder af denne sæson. (Arkivfoto) Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Såfremt Federica Brignone kan holde konkurrenterne bag sig i kvindernes alpine World Cup, bliver det ikke som planlagt under hjemlige himmelstrøg i Italien, at hun kan kåres som vinder af denne sæson. (Arkivfoto) Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

World Cup-afslutningen i Italien for de alpine skiløbere senere i marts er aflyst på grund af frygten for spredning af coronavirus. Det oplyser Det Italienske Vintersportsforbund (Fisi) fredag.

Afdelingen i Cortina d'Ampezz 18.-22. marts var den sidste på World Cup-kalenderen, men den bliver ikke til noget.

- Det er med stor beklagelse, at jeg har taget beslutningen, siger Fisi-præsident Flavio Roda ifølge Reuters.

Beslutningen blev taget efter et hasteindkaldt møde i Det Internationale Skiforbund (FIS), hvor alle andre nationer end Italien stemte for at aflyse begivenheden.

Fisi ønskede at afholde World Cup-afslutningen uden tilskuere, men det blev nedstemt af de øvrige nationer.

Som det ser ud nu, bliver sidste World Cup-afdeling for mændene i slovenske Kranjska Gora 14.-15. marts, mens kvinderne skal slutte i svenske Åre 12.-14. marts.

Italien er Europas hårdest ramte land i forbindelse med det hærgende coronavirus. Antallet af dødsfald som følge af virusset nærmer sig 200, mens der er omkring 4600 bekræftede smittetilfælde i støvlelandet.

0 kommentarer
Vis kommentarer