Dronningen slået af tronen

Katharina Liensberger var hurtigst i både første og andet gennemløb, da hun vandt guld i slalom ved alpin-VM

Katharina Liensberger tager to guldmedaljer med hjem fra alpin-VM. Foto: Michael Kappeler/Ritzau Scanpix
Katharina Liensberger tager to guldmedaljer med hjem fra alpin-VM. Foto: Michael Kappeler/Ritzau Scanpix

Hun har været dronningen af slalom siden 2013, men nu er det slut.

Efter fire VM-guldmedaljer i træk i disciplinen blev den amerikanske skistjerne Mikaela Shiffrin lørdag skubbet af tronen. Katharina Liensberger er ny verdensmester.

Østrigeren dominerede og var hurtigst i begge gennemløb. Hun tog guldet med en tid, der var et sekund hurtigere end nummer to, slovakiske Petra Vlhová. Mikaela Shiffrin endte med bronze.

Det er Katharina Liensbergers anden guldmedalje ved VM, efter at hun også delte guldet med italienske Marta Bassino i den nye disciplin parallel storslalom.

Allerede efter første gennemløb så det svært ud for Mikaela Shiffrin. Amerikaneren var 1,3 sekunder efter Katharina Liensberger, som var hurtigst, og præcis et sekund efter Petra Vlhová.

Der skulle derfor en god tid på andet gennemløb og en portion held til, hvis den femte guldmedalje i træk skulle i hus for Shiffrin.

Hun åbnede ganske vist favoritkampen i andet gennemløb med at køre sig på førstepladsen, men måtte så vente og se, hvad konkurrenterne formåede.

Wendy Holdener fra Schweiz kunne ikke nå Shiffrins tid, men det kunne Petra Vlhová. Slovakken var 0,02 sekunder langsommere end amerikaneren, men havde et sekund at give af, og så stod det klart, at guldet var væk for Shiffrin.

Katharina Liensberger var nu den eneste, der kunne overhale Vlhová. Østrigeren satte tingene på plads og kom altså igen hurtigst ned af Druscié-pisten.

Mens det altså ikke blev til guld lørdag, så tager Mikaela Shiffrin hjem fra VM med fire medaljer. Ud over bronzen i slalom er det blevet til guld i kombineret, sølv i storslalom og bronze i super-G.

VM, der afholdes i italienske Cortina d'Ampezzo, slutter søndag med mændenes slalom.

1 kommentar
Vis kommentarer