Ryoyu Kobayashi er ustoppelig i den traditionsrige skihopkonkurrence firebakketurneringen.
Onsdag vandt han den tredje afdeling ud af tre mulige, da skihopperne var i aktion i østrigske Bischofshofen.
Japaneren henviste nordmændene Marius Lindvik og Halvor Egner Granerud til de sekundære placeringer på podiet.
Før finalerunden var det ellers Marius Lindvik, der var øverst i stillingen, men Kobayashi hoppede 137,5 meter i sit sidste forsøg, ligesom han hentede pæne stilpoint.
Marius Lindvik hoppede to meter kortere og fik heller ikke lige så gode stilpoint som japaneren. Dermed var det afgjort, at Kobayashi skulle op på podiets øverste trin.
Sejren onsdag betyder, at Kobayashi fører den samlede stilling i firebakketurneringen med 17,9 foran sin nærmeste efterfølger før den sidste afdeling torsdag.
Tredje afdeling skulle egentlig have været afviklet i Innsbruck tirsdag, men dårlige vejrforhold betød, at arrangørerne måtte aflyse.
Man forsøgte så at gennemføre tredje afdeling onsdag i Bischofshofen, og det lykkedes altså i fin stil, selv om sneen dryssede ganske flittigt ned over den østrigske skihopbakke.
Fjerde afdeling afvikles også i Bischofshofen, og det sker som sagt torsdag.
Ryoyu Kobayashi kan blive den første, der to gange vinder alle firebakketurneringens afdelinger i samme sæson.