OL-håbs sex-udmelding vækker opsigt

Svensk skistjerne vælger at tro, at hans afholdenhed fra sex er medvirkende til succesen

Matts Olsson har fart på ned ad pisterne - men ikke i soveværelset. Foto: Shin Tanaka/AP/Ritzau Scanpix
Matts Olsson har fart på ned ad pisterne - men ikke i soveværelset. Foto: Shin Tanaka/AP/Ritzau Scanpix

Elitesportsfolk dyrker ofte detaljerne for at vinde den ekstra procent - eller halve procent - der kan sende dem helt til tops i stedet for bare at være i feltet med de bedste.

Det kan være fokus på udstyr, kost, træning, søvnrytme - eller sexliv.

Det sidste er tilfældet for svenske Matts Olsson.

Han har de seneste par sæsoner for alvor stukket næsen frem i den alpine World Cup, og han er uomtvisteligt en af medaljekandidaterne i mændenes storslalom ved det forestående vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang.

I bestræbelserne på at nå helt til tops har han taget træningsmetoderne til nye højder. Han har nemlig valgt at afstå fra at have sex for at holde sig skarp. Det forklarer han ifølge Expressen i en kommende videorække fra det svenske skiforbund.

- Man fokuserer på skiløbet. Det er ikke et job, der tager al din tid, men mentalt tager det meget. Der er ikke meget ferie - og det er der, det kommer ind.

- Der er fokus hele tiden. Du har ikke meget tid under en konkurrence. Det gælder om ikke at trække sig ned, siger afholdsmanden.

Matts Olsson har i denne sæson vundet en afdeling i parallel-storslalom i italienske Alta Badia foran norske Henrik Kristoffersen og Marcel Hirscher, der fører World Cup'en suverænt. Foto: Marco Trovati/AP/Ritzau Scanpix
Matts Olsson har i denne sæson vundet en afdeling i parallel-storslalom i italienske Alta Badia foran norske Henrik Kristoffersen og Marcel Hirscher, der fører World Cup'en suverænt. Foto: Marco Trovati/AP/Ritzau Scanpix

En tidligere landsholdskammerat, Jens Byggmark, bekræfter over for avisen, at Matts Olsson fører sine tanker ud i livet og helt holder sig fra lagen-eskapader. Derfor har han også fået øgenavnet 'Guldmunken'.

- Ja, han har praktiseret afholdenhed i et helt år. To gange faktisk, siger Jens Byggmark.

Matts 'Guldmunken' Olsson skal i konkurrence søndag 18. februar i mændenes storslalom - så må vi se, om afholdenheden er nok til at sikre en svensk medalje.

Se også: Stjernerne vil have sex - og søvn: Så nu venter damerne på værelset

17 kommentarer
Vis kommentarer